Launis fik millionbonus fire år efter frasalg af fiskefirma
I 2017 solgte den nordjyske rejevirksomhed Launis datterselskabet Nielsen Fiskeeksport - og det har nu medført en stærkt forbedret bundlinje i Launis' 2020/21-regnskab.
Launis fordoblede sit overskud før skat - fra 2,9 til 5,8 millioner kroner - men det skyldes ikke en væsentligt forbedret indtjening på rejesalget. Årsagen er, at Launis i regnskabsåret har "erhvervet en merbetaling" på tre millioner kroner på tidligere afhændet datterselskab, som følge af dette selskabs realiserede resultater, hedder det i årsopgørelsen.
Launis-medejer og -direktør Gert Nielsen forklarer til Food Supply, at da SweDen Pelagic - det nuværende Skagerak Pelagic - i 2017 købte Nielsen Fiskeeksport, var det med en indbygget bonusaftale via en såkaldt earn-out.
- Hvis det kom til at gå som forventet, skulle vi have en engangsbonus, og det har vi så fået nu, konstaterer han.
- Vi er kommet dårligt fra start
Gert Nielsen ønsker ikke at oplyse, hvor meget Launis omsætter for, men kan gå med til at fortælle, at omsætningen i det seneste regnskabsår steg så lidt, at der nærmest er tale om, at den var uændret.
Om 2021/22-regnskabsåret, der begyndte 1. oktober, lægger han ikke skjul på, at det absolut ikke tegner til at blive så godt som 2020/21.
- Vi kigger ind i et meget svært år på rejesiden. Vi er kommet dårligt fra start, hvilket blandt andet skyldes noget ekstremt dårligt vejr. Det er gået ud over vores tilførsler, og det bliver svært at indhente i resten af året, siger Launis-direktøren.
- Da vi begyndte på det seneste regnskabsår, sagde jeg, at det ville blive et problematisk år, men det lykkedes os alligevel at være dygtige nok. Det er ikke kun held - vi var dygtige til at finde de steder, hvor vi kunne sælge vores varer, både herhjemme og på eksportmarkeder, tilføjer han.
Indeværende år kommer i høj grad til at handle om at få det nylige opkøb af Esbjerg-virksomheden Crown Seafood til at fungere optimalt.
- Det er noget, vi har brugt penge og kræfter på i de seneste par måneder, og nu skal vi have det i mål, bemærker Gert Nielsen.