SKI sætter navn på specialleverandører
Rammeaftalen for specialleverandører af kød og pålæg frem til juni 2016 er nu på plads.
Den vestlige del af Danmark – der defineres som Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark – dækkes ifølge aftalen af BF-OKS A/S, JN Meat ApS og Silkeborg Slagteren A/S.
Den østlige del af Danmarks (Region Hovedstaden og Region Sjælland) dækkes af BF-OKS A/S, Genz Kød A/S og JN Meat ApS.
- Aftalen giver mulighed for at købe de fleste former for kød og pålæg, både traditionelle slagtervarer og særlige udskæringer, inden for kategorierne oksekød, svinekød, hakket kød, ung-kvæg, kalvekød, lammekød, kylling, kalkun, fjerkræ, postejer og pålæg. Udover de traditionelle slagtervarer, giver aftalen også mulighed for særlige udskæringer, oplyser SKI.
Læs også: Frydenholm valgt som økologisk specialleverandør
Aftalen er målrettet køkkener i den offentlige sektor, som efterspørger leverancer på 1.500 kr. og derover pr. levering og pr. leveringssted.
- Priserne på aftalen ligger på niveau med kød og pålæg sammenlignet med den forrige SKI-aftale for fødevarer. Dette skal dog sammenholdes med, at markedspriserne for kød generelt er steget betydeligt i samme periode, oplyser SKI.
Rammeaftalen løber fra 1. juni 2012 og frem til 31. maj 2016.
Læs faktaark om aftalen her .