Food Diagnostics bygger nyt domicil
Grenaa-virksomheden Food Diagnostics, der blandt andet laver bakterie-testkits til fødevarevirksomheder, er vokset ud af sine lejede lokaler på den lokale havn.
Derfor bygger virksomheden med 18 medarbejdere nu et nyt domicil på cirka 2.000 kvadratmeter i erhvervsområdet Hesselvang i Grenaa, skriver Randers Amtsavis.
- Vi skal lige have styr på de sidste ting, og så håber vi, at byggeriet kan gå i gang til sommer, så vi kan flytte ind senest i juni næste år. Det bliver to bygninger med kontor og mødelokaler i den ene bygning og en mellemgang over til den anden bygning. Her bliver der lager, laboratorier og vådrum. Vi glæder os helt vildt til, at vi skal bo i noget, som bliver bygget specielt til os, siger direktør i og ejer af Food Diagnostics Tonny Nielsen til avisen.
Han etablerede Food Diagnostics for 20 år siden og forventer en 2022-omsætning på cirka 50 millioner kroner.
Virksomheden er i dag aktivt til stede i Danmark, Grønland, på Færøerne og Island med eget personale og kontorer.