23948sdkhjf

Ny koncernledelse i DLG

Grovvareselskabet ruster sig til nye mål med en ny ledelsesstruktur. Det bliver bl.a. to sideordnede koncernchefer, der skal styre koncernen den fortsatte vej mod internationalisering.
Fremover vil Asbjørn Børsting og Kristian Hundebøll være ligestillede koncernchefer for DLG. Her ud over bliver koncerndirektionen også styrket med to nye profiler, ligesom hele koncernledelsen får en ny sammensætning.

Koncerndirektionen slankes og internationaliseres fra seks til fire personer, så den nu består af koncernchef Asbjørn Børsting (56), koncernchef Kristian Hundebøll (46), CFO/økonomidirektør Lars Sørensen (54) og koncerndirektør Ulrik Schlenz (50), der samtidig er medlem af HaGe's direktion.

Dr. Ulrik Schlenz er CFO i HaGe, som er DLG's tyske datterselskab, hvor han har været siden 1998, så han kender koncernen indgående.

- DLG har gennem de seneste 10 år været igennem en kraftig globaliseringsproces. Nu får DLG sit første udenlandske direktionsmedlem, hvilket afspejler viljen til en fortsat internationalisering af koncernen, siger bestyrelsesformand Niels Dengsø Jensen.

Lars Sørensen bliver DLG's første CFO i direktionen. Han kommer fra en stilling som CFO i GASA Group, som også er datterselskab i DLG-koncernen.

- Det er helt naturligt, at vi får en CFO i direktionen nu, set i lyset af virksomhedens størrelse og ambitioner på både det danske og udenlandske marked, udtaler bestyrelsesformanden.

Ny koncernledelse
DLG's nye koncernledelse vil fremover bestå af 13 personer. Det bliver de fire fra direktionen plus ni yderligere medlemmer. Den nye koncernledelses ansvarsområder afspejler DLG's nuværende forretningsmæssige fokus.

DLG's nye koncernledelse:

Asbjørn Børsting, (56), koncernchef
Kristian Hundebøll (46), koncernchef
Lars Sørensen (54), CFO
Ulrik Schlenz (50), koncerndirektør

Ole Christensen (59), direktør, ansvarlig for forretningsområdet Råvarer, Husdyrernæring kvæg og fjerkræ, samt detail Danmark.
Jacob Holm (52), direktør for Vitfoss.
Vagn Hundebøll (55), direktør, ansvarsområder inden for Food, Produktion og Logistik.
Carsten Klausen (47), direktør for Svenska Foder.
Keld Kruse (50), direktør, ansvarlig for forretningsområdet Service & Energi.
Bent Nissen (50), direktør, ansvarlig for forretningsområdet Plantedyrkning.
Jesper Pagh (35), direktør, ansvarlig for Husdyrernæring svin.
Claudio Pelsen (39), direktør, ansvarlig for Afgrøder.
Tim Winther (45), direktør, ansvarlig for HR.



På baggrund af det nye set-up har koncerndirektør Torben Harring efter eget ønske valgt at søge nye udfordringer uden for DLG.

Direktør Mogens Frederiksen og direktør Lars Johansen udtræder begge af direktionen, men fortsætter deres virke inden for deres nuværende arbejdsområder.

Udsigter for fremtiden
DLG ser lyst på fremtiden og forventer at øge omsætningen betragteligt.

- I dag ligger vores omsætning på 41 milliarder kr. Inden for de næste tre år ønsker vi at øge den til 60 milliarder kr. Det skal primært ske ved en yderligere vækst på det tyske, franske og polske marked. Samtidig vil vi fordoble vores aktiviteter på mineral- og vitaminområdet inden for tre til fem år. Ligesom vores Service & Energi-division skal udvikles yderligere i udlandet. Desuden ser DLG udsæd og planteforædling som et interessant vækstområde, siger bestyrelsesformand Niels Dengsø Jensen.
Læs mere om: DLG
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078