Guld til Food & Bio Cluster Denmark
Food & Bio Cluster Denmark er blevet tildelt en guldcertificering for "fremragende klyngearbejde".
Hæderen kommer fra det europæiske sekretariat for klyngeanalyse, ECEI , oplyser Food & Bio Cluster Denmark i en pressemeddelelse.
For Danmarks nationale klynge for fødevarer og bioressourcer er guldcertificeringen af en anerkendt ekstern partner en vigtig del af udviklingen til én samlet og slagkraftig klyngeorganisation for fødevare-og bioressourcevirksomheder i hele Danmark.
Det konstaterer klyngeorganisationens direktør, Lars Visbech Sørensen.
- Med et ECEI Gold-mærke placerer Food & Bio Cluster Denmark sig i den internationale superliga for klyngeorganisationer. Den danske fødevare- og bioressourceindustri har et globalt perspektiv og har behov for at tiltrække viden, talenter og investeringer fra hele verden. Med denne anerkendelse står vi stærkt i forhold til at bidrage til at skabe nye internationale samarbejder, siger han i en kommentar til certificeringen.
Han sender samtidig guldet videre til hele sin organisation, der, siden klyngen blev etableret i 2020, har arbejdet for at sikre det flotte resultat.
- Vi er stolte over at være nået så langt efter blot et helt år som klyngeorganisation, og vi er fast besluttet på at fortsætte med at levere mere værdi til vores medlemmer og samarbejdspartnere, konstaterer direktøren.
Han peger på, at nogle af de vigtigste parametre i certificeringen er, at der kan dokumenteres en medlemstilfredshed, og at klyngen skaber værdi for medlemmerne.
Food & Bio Cluster Denmark
Food & Bio Cluster Denmark er en fusion af Agro Business Park, Danish Food Cluster, Videncenter for fødevareudvikling og Nordjysk FødevareErhverv.
Klyngen blev i 2020 udpeget som landsdækkende klyngeorganisation for små og store virksomheder, videninstitutioner og øvrige organisationer inden for fødevare- og bioressourcesektoren i Danmark og internationalt.
Food & Bio Cluster Denmark arbejder for, at den danske fødevare- og bioressourceklynge skal være globalt konkurrencedygtig og anerkendt som verdensførende inden for innovation og bæredygtig udvikling inden for hele værdikæden.
Klyngen har cirka 400 medlemmer.