Ny direktør til Agnes Cupcakes
Morten Strunge overtog Agnes Cupcake i juni måned i år og har siden ledt efter den rette mand til at drive kagekæden videre. Nu er den rette styrmand fundet.
Jeppe Ulrich er ny direktør for Agnes Cupcakes.
Jeppe Ulrich har lang erfaring inden for servicebranchen og gennem de sidste mange år bestridt ledelsesposter hos bl.a. NL Ejendomme. Inden ansættelsen i Agnes Cupcakes har Jeppe Ulrich besiddet stillingen som driftsdirektør hos Danske Hoteller.- Agnes Cupcakes er gennem en større forandring, hvor der skal kvalitetsløftes – både fra råvarerne i kagerne og nye kaffekoncepter til ordentlige arbejdsforhold. Og det er her Jeppes tunge erfaring og flair for forretning og personaleledelse kommer ind i forretningen: Der skal ryddes op og kvalitetssikres på alle fronter, siger Morten Strunge.
Jeppe Ulrich har særlige kompetencer inden for virksomhedsopstart- og overtagelse, innovation og marketing management.