Arlas guldæg har landet en "livgivende" aftale
Arla Foods Ingredients, der år efter år sikrer mejerikoncernen guldrandede overskud, har sikret sig en aftale, som kan sætte endnu mere fart over forretningen.
Det skriver Børsen, som fortæller, at en aftale om tilførsel af endnu flere råvarer er indgået med det belgiske mejeri Milcobel. Belgierne skal levere valleproteiner, som er et restprodukt fra fremstilling af ost.
- Vi har aftalt at holde detaljerne for os selv, men aftalen med Milcrobel er af en størrelse, der virkelig gør en forskel i arbejdet med at realisere vores 2026-strategi. Den er livgivende. I forhold til de investeringer, vi laver på Danmark Protein i Vestjylland, er det altafgørende, at vi får de mængder af råvarer, vi skal bruge. Arla venter at levere mere til os fra sin osteproduktion, men vi skal også have flere råvarer udefra, siger Arla Foods Ingredients-direktør Henrik Andersen til Børsen.
I forvejen har den danske ingrediensforretning et samarbejde med den britiske mejerikoncern First Milk, som skal producere store mængder valleprotein for Arla Foods Ingredients i England. Den aftale blev offentliggjort i begyndelsen af november.
Arla Foods Ingredients havde sidste år en omsætning på 5,6 milliarder kroner og et overskud på 776 millioner.