23948sdkhjf

Vestjysk virksomhed tilbagekalder østers

Venø Seafood er blevet pålagt at trække et parti østers tilbage efter at have fået et begrænset antal henvendelser fra kunder, der har fået opkast og diarre efter at have spist dem i forbindelse med nytår.

Det oplyser Venø Seafood til TV Midtvest.

- Hvis de igangværende undersøgelser påviser, at det faktisk er vores parti, der er kilden til sygdomstilfældene, så vil vi naturligvis dybt beklage det, for vi ønsker naturligvis ikke, at nogen bliver syge, siger Kristian Borbjerggård, direktør og ejer af Venø Seafood, til mediet.

Det drejer sig specifikt om 3868 styk Norske Sandefjords-østers med pakkedato fra 27.-30. december 2022.

Fødevarestyrelsen ventes at komme med sin konklusion tirsdag i næste uge, men for en sikkerhedsskyld har Venø Seafood allerede nu valgt at tilbagekalde dem.

Grundet en dødelig parasit i danske Limfjordsøsters, sælger Venø Seafood på nuværende tidspunkt kun importerede østers fra Norge og Irland, og det er et parti fra de norske østers, der er under mistanke for at være ramt af norovirus, skriver TV Midtvest.

Indehavere af norske Sandefjords-østers batch nr. CO4, bedes om enten at kassere dem eller tilbagelevere dem.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082