Frivillig forening lukker efter anonym anmeldelse

Madkassen Vestjylland har leveret overskudsmad til foreninger, men det er slut efter et besøg fra Fødevarestyrelsen. Foto; Torben Klint Ritzau/Scanpix
Et besøg fra Fødevarestyrelsen får konsekvenser hos Madkassen Vestjylland, der har valgt at lukke.
Ved det uanmeldte besøg, som var udløst af en anonym anmeldelse, konstaterede styrelsen, at den frivillige forening ikke levede op til håndteringen af kasseret mad.
Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
- De krav skal vi selvfølgelig leve op til i vores forening, og vi har åbenbart ramt udenfor skiven, siger Lars Stampe, som er formand for Madkassen Vestjylland, til avisen.
Den lokale forening blev stiftet i 2014 og har siden da serveret skraldemad for socialt udsatte borgere.
Lars Stampe vurderer, at omkring 30 frivillige har hjulpet cirka 300 udsatte borgere i foreningen, der nu drejer nøglen om.