23948sdkhjf

Samme kontrol på kød og frugt

Siden 2006 har fødevarekontrollen underlagt detailhandlen og producenter af fersk kød en skærpet offentlig kontrol, hvilket har reduceret udbredelsen af salmonella. Nu forlanger flere selvsamme kontrolindsats på frugt og grønt.
Tal fra Fødevarestyrelsens rapport om case-by-case-kontrollen i 2011 viser, at fund af salmonella i importeret fjerkræ siden 2007 er reduceret fra 14,5 pct. til 9,2 pct. i 2011. Og også på importeret svine- og oksekød er forekomsten af salmonella reduceret i perioden.

- Samlet set vurderes case-by-case-projektet at have medvirket til at sikre en højere fødevaresikkerhed i Danmark, lyder Fødevarestyrelsens konklusion.

Og netop de positive resultater fra kødkontrollen får nu flere parter til at opfordre til, at der indføres en lignende, skrappere offentlig kontrol af frugt og grønt. Det skriver Berlingske Business.

Op mod 10.000 danskere menes siden 2006 at være blevet syge af at spise importeret frugt og grønt, der har indeholdt sygdomsfremkaldende bakterier.

Det er frosne hindbær, babymajs, sukkerærter og bønnespirer, som tidligere har været kilde til store sygdomsudbrud og derfor kunne det være hensigtsmæssigt med skærpet kontrol på særligt dissse produkter. Det mener Susanne Knøchel, professor i fødevaremikrobiologi på Københavns Universitet.

- Det er meget svært at teste sig til sikkerhed på frugt og grønt. Men når det er sagt, burde man have en hyppigere kontrol på noget af det frugt og grønt, som vi eksporter fra mere eksotiske steder. Som eksempelvis sukkerærter, babymajs og urter, siger hun til avisen.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) mener dog ikke, at det er nødvendigt at skærpe kontrollen med frugt og grønt yderligere og henviser til sin plan med syv tiltag, der skal forbedre fødevaresikkerheden i frugt og grønt.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078