Gourmetpris genopstår på FoodTech ’12
Mejeribrugtes Gourmetpris relanceres ved Danish International FOOD Contest, der tidligere var kendt som Landsmejeriudstillingen.
- Vi genopliver gourmetprisen, fordi det grundlæggende er en god ide også at vurdere mejeriprodukter ud fra kriterier som smag, dufte og udseende. Det er en sund måde at vise det faglige publikum, at man kan lægge andre kvaliteter ind i sine bedømmelser. Samtidig er det en god anledning til at vise offentligheden, at vi har et innovativt mejeribrug og en række produkter af høj gastronomisk kvalitet, siger Sven Ålborg fra Landbrug og Fødevarer, der desuden er sekretær for Udstillingsudvalget.
Danish International FOOD Contest var tidligere kendt som Landsmejeriudstillingen, og det var ved Mejeriforeningens indlemmelse i Landbrug og Fødevarer og den efterfølgende omorganisering i 2009, at Mejeribrugets Gourmetpris blev lagt på hylden efter fem år som et fast indslag.
- Siden har Landsmejeriudstillingen søgt nye udfordringer for den traditionsrige udstilling – blandt andet ved at udvide med flere fødevarer, med uddeling af flere priser, afholdelse af events og workshops. I forlængelse heraf var det en nærliggende idé at relancere gourmetprisen, forklarer Sven Ålborg.
Bredt og positivt dommerpanel
Alle fødevarer er af samme grund inviteret til at deltage i bedømmelse og udstilling, men helt som ”i gamle dage” kommer prisuddelingen dog ikke til at forløbe.
- Da vi ikke har så mange ressourcer som tidligere, relancerer vi gourmetprisen i en noget mindre form. På sigt er det hensigten at indføre en gourmetpris for flere fødevaregrupper, men i år holder vi os til mejeriprodukterne, hvor vi allerede har opbygget erfaringer, siger Pia Damgaard Hansen, som til daglig er afdelingsleder i Mejeriforeningen og har fået ansvar for afviklingen af Mejeribrugets Gourmetpris 2012.
Som konsekvens af de færre ressourcer vil Mejeribrugets Gourmetpris 2012 ikke være inddelt i produktkategorier. En ost kan altså komme til at konkurrere mod smør etc. Det kan lade sig gøre, fordi dommerne lægger vægt på fx smag, udseende og historien bag produktet frem for de mejeritekniske kriterier.
I lighed med tidligere vil der både være en guld-, sølv- og bronzevinder, og prisen uddeles af et dommerpanel, der er bredere sammensat end tidligere.
- Panelet er sammensat af anerkendte kokke, der repræsenter hver deres stil, samt andre kapaciteter, der har kontakt til de danske forbrugere. Eksempelvis har vi som noget nyt en mad-blogger med. Det er tit dem, der bliver lyttet til i dag, forklarer Pia Damgaard Hansen, som tilføjer, at dommerne har været meget positive over for at deltage.
Dommerpanelet til Mejeribrugets Gourmetpris 2012:
Kenneth Hansen, kok på Svinkløv Badehotel
Phillip Xavier, blogger på madbloggen ”Fasterphillip”
Rene Langdal Jørgensen, vin- og madanmelder
Rikke Brockstedt, kok på Restaurant Karoline Amalie, Silkeborg
Søren Pedersen, kok på Norsminde Kro.
Kenneth Hansen, kok på Svinkløv Badehotel
Phillip Xavier, blogger på madbloggen ”Fasterphillip”
Rene Langdal Jørgensen, vin- og madanmelder
Rikke Brockstedt, kok på Restaurant Karoline Amalie, Silkeborg
Søren Pedersen, kok på Norsminde Kro.