Nyt fra bestyrelseslokaler og direktionsgange
Se hvilke virksomheder med relation til fødevareindustrien, der melder om udskiftninger i bestyrelsen eller på ledende poster i denne uge.
Anders Laursen er blevet ansat som administrerende. direktør hos 3-Stjernet A/S i stedet for Keld Lyng, der tiltræder en stilling som kommerciel direktør hos Launis Fiskekonserves (kilde: Børsen).
3-Stjernet A/S er leverandør af spegepølse, kødpølse og andre pålægsprodukter.
Arla
Senior vice president Global Cheese i mejeriselskabet Arla, Jesper Colding, er udnævnt til øverste marketingansvarlige i Kinas største mejeriselskab Mengniu, som Arla har investeret i. Han kommer til at rapportere til CEO i Mengniu Dairies, Sun Yiping.
Hanne Søndergaard overtager herefter stillingen som senior vice president efter Jesper Colding, og kommer samtidig til at stå for det overordnede ansvar for strategi og udvikling af Arlas globale kategorier på ostefronten og de tre globale brands, Arla, Lurpak og Castello, som Arla i samme forbindelse har valgt at samle hos én person. (Kilde: Børsen)
A/S Arovit Petfood
Chris David Capps Woodruff, Storbritannien, er indtrådt i bestyrelsen hos A/S Arovit Petfood i stedet for Poul Møller (kilde: Børsen).
A/S Arovit Petfood er producent af private label dyremad.
Carlsberg Danmark
Per Wilhelmsen er blevet ansat som Off Trade-direktør hos Carlsberg Danmark. Hans hidtidige stilling som On Trade-direktør overtages i stedet af Bjarne Steen Jensen (kilde: Børsen).
DLG
Johanne Rønnow Olsen er blevet udnævnt til sekretariats- og forretningsudviklingchef i den nye organisation i DLG Food. Samtidig er Anders Ravn-Nielsen blevet udnævnt til transportchef.
Sidst men ikke mindst er Lars Holm Hansen blevet udnævnt til logistikchef på koncernniveau i DLG (kilde: Børsen).
Hytor A/S
Peter Blach er indtrådt i bestyrelsen hos Hytor A/S i stedet for Randi Lagerhuus (kilde: Børsen).
Hytor A/S er en leverandør af komplette systemløsninger til procesanlæg og produktionssystemer.
Jakobsens A/S
Administrerende direktør Helle Reinevald er sammen med investor-selskabet Gacelle A/S indtrådt som ejere af Jakobsens A/S.
Jakobsens A/S er en af Skandinaviens største honningproducenter.
Løgismose Mejeri A/S
Björn Olof Sederblad, Sverige, er udtrådt af bestyrelsen hos Løgismose Mejeri A/S (kilde: Børsen).
Løgismose producerer og importerer fødevarer som blandt andet distribueres gennem Netto.
Novopack ApS
Dennis Brian Westergaard er indtrådt som bestyrelsesformand for Novopack ApS i stedet for Kristian Bech Andersen (kilde: BIQ.dk).
Novopack ApS er et datterselskab under udviklingsselskabet Imakers. Virksomheden er i gang med at udvikle emballageproduktet ”Spread2go”.