Hamlet Protein vinder DI initiativpris i Horsens
Det er kun gået fremad, siden Horsens-virksomheden Hamlet Protein A/S for 20 år siden begyndte at udvikle og fremstille protein tilskud til specialfoder til dyr.
- Initiativprisen bliver hvert år uddelt til en mindre eller mellemstor virksomhed med initiativ, vækst og virkelyst. Og man må sige, at det netop er de egenskaber, som kendetegner Hamlet Protein A/S. På få år har virksomheden udviklet sig til en global spiller med en ambitiøs vækststrategi. Det kan I være stolte af, siger formanden for DI Horsens, direktør Ole Simonsen.
Personlig kontakt til guvernøren
At virksomheden har globalt udsyn blev manifesteret sidste år, da Hamlet Protein A/S investerede i en helt ny fabrik i Ohio i USA for at kunne dække det voksende amerikanske marked. Her tog guvernøren imod med åbne arme. Alle spørgsmål om etablering og alt det praktiske blev besvaret indenfor 24 timer, og i Hamlet Protein A/S er de stadig imponerede over den hjælp og imødekommenhed, der blev og stadig bliver udvist i Ohio.
- Guvernøren kontaktede os personligt, og spurgte løbende, hvordan han kunne hjælpe os til at blive mere effektive. Hans position som guvernør åbnede døre og det gør et stort indtryk at opleve den politiske åbenhed og hjælpsomhed overfor erhvervslivet i Ohio, siger adm. direktør i Hamlet Protein A/S Søren Munch.
I dag sælges foder-ingredienserne fra Hamlet Protein A/S via 45 distributører over hele verden. Foderet får bl.a. smågrise, kalve og kyllinger til at vokse optimalt. Og de proteinrige ingredienser bruges også i foder til kæledyr.
- Bag succesen ligger et imponerende gå-på-mod og visioner ud over det sædvanlige. Uden dem havde Hamlet Protein A/S aldrig udviklet sig til den stærke og konkurrencedygtige virksomhed, vi ser i dag, siger formanden for DI Horsens, direktør Ole Simonsen.
Kandiderer til national pris
Virksomheden er også kendt for en målrettet indsats for at bringe energiforbruget ned. På 10 år er forbruget af energi reduceret med over en femtedel, og Hamlet Protein A/S er i dag blandt de mest energibesparende og miljøvenlige firmaer i branchen.
Der bruges ingen kemikalier i hverken produktion eller rengøring, der bliver hele tiden arbejdet med at bringe energiforbruget ned, og overskudsvarmen fra produktionen varmer administrationen op, for blot at nævne et par af de tiltag, der er taget.
Prisen betyder, at Hamlet Protein A/S er en af 19 kandidater til DI’s nationale initiativpris, der uddeles på en konference for mindre og mellemstore virksomheder den 23. januar 2013.