Novadan og Norden Olje samler de danske aktiviteter
Norden Olje og Novadan fusionerer og samler sine danske logistik- og administrationsfunktioner i Novadans nuværende domicil i Kolding.
Novadan har i de seneste år fokuseret på innovationsarbejdet og har på basis af et godt tværorganisatorisk samarbejde kunnet udvikle mange nye løsninger og et højt kompetenceniveau. I 2012 er dette arbejde blevet udvidet i fællesskab med søstervirksomheder inden for ITW gruppen i Spanien og Tyskland. Men planen er således, at disse aktiviteter skal intensiveres og målrettes yderligere, så der kan kastes flere innovative produktnyheder på markedet de kommende år til gavn for hele gruppen, oplyser de to virksomheder i en fælles pressemeddelelse.
Norden Olje’s salgsorganisation i Danmark, Sverige og Norge vil i den nye struktur kunne drage nytte af denne større innovationskraft. Ud over en styrket indsats på innovation, vil Norden Olje tilføje nye facetter i sin markedsbearbejdning med udviklingen af Facility Solutions til kunder i hele Skandinavien. Facility Solutions konceptet vil fokusere på bredere løsninger til vedligehold og servicering af lagre, produktionsfaciliteter og udendørsarealer, således, at virksomheden sikrer sig en position tættere på kunderne og deres daglige udfordringer.
Står klar i efteråret 2013
Novadan forventer at kunne fortsætte de flotte vækstrater på eksportaktiviteterne, der nu omfatter salg til 35 lande og en eksportandel på knap 40 %. Endvidere forventes der salgsvækst på det danske marked, der bidrager til, at der i 2013 budgetteres med vækst inden for alle segmenter med rengørings- og desinfektionsløsninger til fødevareindustrien som flagskibet.
Denne sammenlægning giver muligheden for at opbygge en samlet effektiv logistik- og support-funktion, som ikke findes i samme målestok i dag. Logistikmæssigt vil et set-up med en samlet lagerfunktion sikre kunderne en god service og en endnu højere leveringssikkerhed. Omkostningsmæssigt medfører fusionen en del synergieffekter, der vil gavne konkurrenceevnen i et stærkt konkurrencepræget marked.
I forbindelse med sammenlægningen vil Novadan udvide eksisterende faciliteter med 2.800 m2 og optimere produktions- og logistikforholdene. Norden Olje's aktiviteter i Hadsund vil blive flyttet til Kolding, når fabrikken i Kolding er klar med de nye faciliteter i 3. kvartal 2013.
Norge og Sverige berøres ikke
Ved flytningen vil medarbejderne i Hadsund blive tilbudt at flytte med til Kolding. Aktiviteterne på salgskontorerne i Norge og Sverige vil ikke blive berørt af sammenlægningen.
Sammenlægningen og flytningen vil blive gennemført med henblik på at give mindst mulig gene for Norden Oljes kunder i Danmark, Norge og Sverige.
Norden Olje og Novadan er begge ejet af det Chicago-baserede konglomerat ITW (Illinois Tool Works Inc.). ITW er en Fortune 200 virksomhed med 800 virksomheder og 60.000 ansatte, der er noteret på NYSE og omsætter $ 17 mia.