23948sdkhjf

Små økologiske landmænd får adgang til ny teknologi

Det skal være lettere for de mindste økologiske landbrug at få fingre i avanceret teknologi. Derfor giver ministeren nu flere landmænd adgang til en lukrativ støtteordning.
Små økologiske landmænd får bedre mulighed for at investere i ny teknologi, når NaturErhvervstyrelsen 1. december åbner en ny ansøgningsrunde for Økologisk Investeringsstøtte.

Bagatelgrænsen for at søge støtte er flyttet fra 300.000 kroner til 100.000 kroner for at give de små økologiske landbrug mulighed for at ansøge om midler til et teknologiløft. Eksempler på teknologier, som har fået støtte, er mobile malkeanlæg, så økologiske køer kan malkes på marken, mobilrobotter til ukrudtsbekæmpelse og højteknologiske lugemaskiner.

- Små øko-landmænd har brug for et teknologiløft, så danskerne kan få økologi, og Danmark kan nå målet om en fordobling af det økologiske landbrugsareal frem mod 2020. Derfor flytter vi nu bagatelgrænsen for investeringer fra 300.000 kroner til 100.000 kroner, siger fødevareminister Mette Gjerskov.

Enormt eksportpotentiale
Økologisk Investeringsstøtte er en del af regeringens Økologiske Handlingsplan og skal bidrage til en øget økologisk produktion og en fordobling af det økologiske landbrugsareal frem mod 2020.

- Økologisk produktion er godt for miljøet og er en væsentlig del af den grønne omstilling, som regeringen vil lave af det danske samfund. Desuden har økologi et enormt eksportpotentiale. Sidste år eksporterede danske fødevareproducenter økologiske produkter for mere en én milliard kroner, siger Mette Gjerskov.

Fakta: Økologisk Investeringsstøtte
Der er afsat 40 millioner kroner til investeringsordningen i 2012/2013. De samlede udgifter til et projekt kan maksimalt udgøre 5 millioner kroner og skal mindst udgøre 100.000 kroner.

- NaturErhvervstyrelsen skal modtage ansøgninger til ordningen senest 31. januar 2013.
- Den sidste runde for Økologisk Investeringsstøtte åbner 1. august 2013 og lukker 15. september 2013.

Kilde: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078