23948sdkhjf

Stryhns: Overvejelser om udflytning

Usikre rammevilkår får en del af skylden for, at investeringsgabet i fødevareindustrien er vokset over de seneste fem år.
De danske fødevarevirksomheder har investeret for knap 130 mia. kr. i udlandet siden 2007, mens udenlandske fødevarevirksomheder i samme periode har investeret for godt 25 mia. kr. i Danmark.

Det konkluderer DI i en ny analyse fra DI Indsigt, hvor de hjemlige rammebetingelser for at drive en rentabel fødevarevirksomhed angives som en af flere mulige årsager til differencen.

Tesen bekræftes adm. direktør Kristian Kornerup fra Stryhns, som har haft flere overvejelser om at flytte produktionen ud af landet.

- For vores leverpostej og vores salater er vi nået frem til den konklusion, at incitamentet er for lavt og risikoen for høj til, at vi vil flytte produktionen. Men for vores pølseproduktion ser det anderledes ud. Her er det kun en frivillig aftale om lønnedgang blandt medarbejderne på Langeland, der har gjort, at vi har besluttet at forsøge at beholde produktionen i Danmark, selv om skatter og afgifter ville gøre det fem kr. billigere pr. kilo, hvis vi flyttede produktionen til udlandet, siger Kristian Kornerup til DI.

Hold rammevilkårene i ro
DI anerkender, at Carlsbergs store opkøb i udlandet påvirker balanceregnskabet, men selv fraregnet disse, er differencen stadig stor.

- Den kan være et udtryk for, at det er blevet for besværligt og for dyrt at være fødevarevirksomhed i Danmark, og det er uheldigt. På den anden side tyder de store investeringer fra dansk side på, at danske fødevarevirksomheder klarer sig godt i den internationale konkurrence, siger chefkonsulent Lars Zøfting -Larsen, DI Fødevarer.

Han opfordrer derfor til, at rammebetingelserne nu holdes i ro, så de udenlandske koncerner får mod på danske investeringer.

- For at sikre, at fødevarebranchen fortsat bevarer og udbygger sine aktiviteter i Danmark, er der behov for, at de politisk bestemte rammevilkår giver virksomhederne et incitament til at investere i Danmark. Der er behov for et forudsigeligt investeringsmiljø, hvor der er ro om rammevilkårene. Rammevilkårene skal understøtte virksomhedernes vækstmuligheder og tage afsæt i den globale kontekst, som branchen opererer i, siger Lars Zøfting-Larsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109