Spar penge på emballering af frugt og grønt
Hvert år smides frugt og grønt for millioner af kroner ud. Nu skal et nyt projekt give løsninger til at pakke salaten, broccolien og de revne gulerødder.
Holdbarheden kan forlænges, hvis produkterne pakkes i en velegnet emballage og i særdeleshed opbevares korrekt. Tilsvarende kan en forkert emballering få katastrofale konsekvenser for holdbarheden og kvaliteten af produkterne.
- Emballeret frugt og grønt kan resultere i halvt så meget spild, som ikke emballeret frugt og grønt. Eksempelvis kan en agurk uden emballage typisk holde i tre dage. Hvis agurken emballeres med 1,5 gram plast, kan den holde op til to uger afhængig af opbevaringstemperaturen og råvarens kvalitet ved høst. Så det kan vitterlig betale sig at emballere frisk frugt og grønt, fortæller projektleder Hanne Kastberg fra Teknologisk Institut og fortsætter:
- Opbevaringsforholdene er desuden helt afgørende for kvaliteten og holdbarheden. Når opbevaringstemperaturen sænkes med ti grader celsius, så kan holdbarheden forlænges af frisk frugt og grønt i gennemsnit med to en halv gang – og ved let forarbejdede produkter forlænges holdbarheden med op til otte gange.
Tre af fire produkter ikke i orden
Også hjemme hos forbrugerne ender meget mad i skraldespanden. I den enkelte husstand udgør madspild ifølge Miljøstyrelsen lidt under halvdelen af dagrenovationen. Heraf er ca. 23% fødevarer, der kunne være spist direkte. Resten er skræller og ben mv. På landsplan svarer det til, at 157.720 tons mad – heraf 62.051 tons frugt og grønt per år – som kunne have været spist.
Projektets resultater gør det muligt for den danske branche at optimere emballeringen og opbevaringen, og det giver i sidste ende danskproducerede produkter med bedre kvalitet og længere holdbarhed.
- Vores stikprøve har tidligere vist, at tre ud af fire let forarbejdede produkter ikke kvalitetsmæssigt er i orden på sidste holdbarhedsdag, fordi de er pakket i en for tæt emballage eller har andre kvalitetsproblemer. Så der er fortsat et arbejde med at forbedre både kvaliteten og holdbarheden af pakket frisk frugt og grønt. Udfordringen er at få hele forsyningskæden til at samarbejde og få alle overbevist om vigtigheden af optimal opbevaring og emballering, fortæller Hanne Kastberg, hvilket forskningsresultater fra Aarhus Universitet også viser.
I den forbindelse inviteres hermed til seminar om emballering af frugt og grønt tirsdag d.8. januar kl. 9 til 16 ved GartneriRådgivningen, Hvidkærvej 29, 5250 Odense SV.
Seminaret giver overblik over muligheder og begrænsninger ved emballering af frisk frugt og grønt. Der vil særligt være fokus på praktiske værktøjer, som direkte kan anvendes i hele værdikæden i forbindelse med emballering af frisk frugt og grønt. Tilmelding via: www.teknologisk.dk/k54086
Fakta:
Innovationskonsortiet ’Produkttilpasset pakning af frisk frugt og grønt’ udvikler blandt andet nye værktøjer og løsninger til at øge kvaliteten og reducere spildet under distribution og salg.
Udover Teknologisk Institut har følgende deltaget i projektet: Aarhus Universitet, Institut for Fødevarer, Gartneri Rådgivningen, Scanstore Packagaging, NNZ Denmark, PBI Dansensor, Multivac, Linde/AGA, COOP, Axel Månsson, Yding Grønt, Tange Frilandsgartneri, Slice Fruit, Gl. Estrup, Årstiderne, Ørskov Frugt, CFS, Videometer, Svanholm, Peter Skov Johansen, Lykkegården, Danske Frugtavlere, Gartneriet Torup, Ventegodtgård.
Projektet er Støttet af Forsknings- og Innovationsstyrelsen.

Kilde: Teknologisk Institut