23948sdkhjf

Nordmænd vil gøre dansk snaps sexet

Med overtagelsen af Gammel Dansk og Aalborg Akvavit vil Arcus-Gruppen genrejse de traditionsrige spiritusmærker.
Snaps skal atter indtage sin rolle som naturligt inventar på de danske frokostborde.

Det mener Norske Arcus-Gruppen, der i juli sidste år købte resterne af De Danske Spritfabrikker af franske Pernod Ricard for 770 mio. kr. i en handel, som fredag blev endelig godkendt af de danske konkurrencemyndigheder.

- Snaps skal gøres sexet igen. Det er ikke kun noget for de ældre forbrugere. I Norge er vi lykkedes med en repositionering. For 15 år siden var snaps kun noget, man drak for at blive beruset i højtiderne. Men siden da har man arbejdet med at gøre akvavit til en naturlig del af måltiderne kombineret med øl og på den måde erstatte vin, siger Otto Drakenberg, topchef i Arcus, til Børsen.

Langt, sejt træk
Under Pernod Ricards ejerskab er de danske mærker stille og roligt forsvundet fra sortimentet, men nu kommer de resterende i form af Gammel Dansk og Aalborg Akvavit altså under samme ejer som eksempelvis Linie Akvavit.

- De to mærker passer bedre ind hos os end hos en stor global aktør, for her får de fokus og opmærksomhed, og vi forstår, hvad der skal gøres for at genetablere mærkerne, siger Otto Drakenberg.

De to tilbageværende spiritusmærker omsatte i 2011 for cirka 200 mio. kr. mod en milliard kroner ved årsskiftet. Og Otto Drakenberg erkender udfordringen:

- Vi tænker langsigtet. Vi er ikke ude efter at vride et par dråber ud af mærkerne på kort sigt. Det er et langt, sejt træk at genrejse Gammel Dansk og Aalborg, som vi anser som en del af det danske arvesølv. Vi føler et stort ansvar over for forbrugerne for at gøre det rigtige på den lange bane, siger han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.22