Parløb skal gøre landets storkøkkener grønnere
Unilever Food Solutions og Økologisk Landsforening sætter sammen skub i den grønne omstilling af landets storkøkkener.
- Vi har på globalt plan en meget ambitiøs målsætning om inden 2020 at fordoble vores omsætning, samtidig med at vi halverer vores miljømæssige påvirkning. Så udviklingen af bæredygtige løsninger til de store gryder står meget højt på vores dagsorden. Og i den sammenhæng er vi glade for at udvide samarbejdet med Økologisk Landsforening, siger Linda Nielsen, Channel Marketing Manager Public hos Unilever Food Solutions.
Helt konkret vil Unilever Food Solutions hjælpe storkøkkenerne på landets plejehjem, hospitaler, universiteter og børneinstitutioner med at effektivisere madlavningen med mindre spild og lavere energiforbrug.
Tomater fra jord til bord
Et vigtigt indsatsområde for Unilever Food Solutions er en bæredygtig tomatproduktion. Unilever aftager ca. 6% af verdens tomatproduktion og stiller store krav til alle led i forsyningskæden fra jord til bord. Unilever Food Solutions anvender hovedsageligt tomater fra Spanien og Italien. Disse tomater er solmodnede i stedet for drivhusdyrkede, hvilket betyder en mindre miljøbelastning og gør en stor forskel i smagen. Derudover stiller virksomheden krav til sine leverandører om at anvende bæredygtige dyrkningsmetoder, integreret skadedyrsbekæmpelse, drypvanding, begrænset brug af gødningsmidler, reduceret energiforbrug og CO2 aftryk.
Copenhagen Food Fair 2013
På Copenhagen Food Fair i Bella Center d. 24- 27. februar 2013 vil Unilever Food Solutions sammen med Økologisk Landsforening udbrede budskabet om mulighederne for at udvikle bæredygtige måltider i de professionelle køkkener.
- Vi synes, at det er vigtigt og helt naturligt at indlede et tættere samarbejde med de centrale leverandører til de professionelle køkkener. Vi har et fælles mål om at hjælpe køkkenlederne med at skabe bæredygtige måltider i de store gryder. Og her er det vigtigt, at vi er mange, der tager dialogen med hospitaler, institutioner, kantiner mv. siger projektleder hos Økologisk Landsforening Torben Blok blandt andet om samarbejdet med Unilever Food Solutions.