23948sdkhjf

Ny direktør i System Cleaners

Medstifter og hovedaktionær i System Cleaners, Peter Jessen, har pr. 1. februar overladt direktørstolen til Poul Møller.
System Cleaners' nye adm. direktør Poul Møller kommer fra en tilsvarende stilling i den svenske industrikoncern Trelleborg Sealing Solutions. I sit nye job bliver hans primære fokus at øge System Cleaners afsætningsmuligheder - 95 pct. går i dag til eksportkunder i ca. 70 forskellige lande.

- Der ligger et kæmpe potentiale i System Cleaners og det bliver min opgave at øge virksomhedens afsætningsmuligheder globalt. Jeg ser umiddelbart store muligheder på markeder som USA, Asien og i østlandene generelt, fortæller direktøren, som dog ikke ønsker at røbe for meget om virksomhedens fremadrettede strategi.

Planerne er fortsat at ekspandere via forhandlernetværk og holde produktionen i Danmark.

Adm. direktør Poul Møller (th) kommer til daglig til at køre parløb med COO Brian Gordon (tv).

Adm. direktør Poul Møller (th) kommer til daglig til at køre parløb med COO Brian Gordon (tv).

Tidligere frontfigur fortsætter som bestyrelsesformand
Poul Møller vil i starten tage sig af nærmarkederne og afgående CEO Peter Jessen kommer fortsat til at betjene virksomhedens kunder på fjernmarkederne.

Peter Jessen var med til at stifte System Cleaners tilbage i 1990 og har som adm. direktør og storaktionær været en af kernekræfterne bag virksomhedens globale rengøringssucces. Han fortsætter som hovedaktionær og arbejdende bestyrelsesformand.

Poul Møller kommer til daglig til at køre parløb med COO Brian Gordon, som er økonomisk ansvarlig for driften og samtidig daglig leder på virksomhedens adresse i Aalborg Syd, hvor der pt. er 50 mand beskæftiget. Brian Gordon har arbejdet tæt sammen med Peter Jessen i en årrække.

- System Cleaners har redet på en vækstbølge siden starten i 1990. Jeg husker kun 2008 som et dårligt år, og det var jo generelt finanskrisetider for mange, fortæller Brian Gordon.

Men de sløje tider er for længst ovre og i dag er det kun Sydeuropa, der stadig er lidt tilbageholdende, forklarer han videre.

Fra standard til specialudstyr
Direktør-duoen pointerer desuden, at System Cleaners fortsat vil have stort fokus på et område som produktudvikling.

- System Cleaners er i forvejen rigtig gode til at produktudvikle, og det skal vi fortsætte med, siger Poul Møller.

Brian Gordon supplerer den nye direktør og fortæller, at virksomheden har egen udviklingsafdeling, hvor stort set alt produktudvikling sker. En intern stab af ingeniører udvikler nye emner, som oftest udliciteres til underleverandører og herefter "købes" hjem i eget hus igen.

- Vi bruger faktisk meget vores danske kunder til at pejle os ind på markedets behov samt teste nogle nye løsninger, forklarer Brian Gordon.

To-cifrede vækstrater
Siden 1990 har System Cleaners leveret over 20.000 rengøringsløsninger til fødevareproducenter i næsten 70 lande over hele verden. Selskabet er 100 pct. danskejet og har datterselskaber i henholdsvis USA og Vietnam. I 2011 kom koncernen ud med et resultat på 11,1 mio. kr.

Brian Gordon oplyser, at markeder som Fjernøsten, Tyrkiet og Norge var særlig gunstige i det forgangne finansår og den nyankomne direktør har da også høje ambitioner for System Cleaners i fremtiden:

- Over den næste femårige periode forventer vi to-cifrede vækstrater, afslutter Poul Møller.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084