23948sdkhjf

Coop næsten halverer indtjening

Lavere priser til kunderne har halveret indtjeningen hos Coop i 2012. Men dagligvarekoncernen har godt fat i danskerne og har øget både markedsandele og omsætning.
Danskerne købte sidste år dagligvarer for 44,8 milliarder kr. i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta og Irma, og Coop cementerede dermed sin position som den største dagligvarevirksomhed i Danmark. Markedsandelen voksede tillige for 7. år i træk.

Det samlede EBIT-resultat for Coop incl. brugsforeningerne blev 432 millioner kr. mod 773 millioner kr. året før. Indtjeningen i 2012 var negativt påvirket af ekstraordinære omstruktureringsomkostninger på 177 millioner kr. til lukning af butikker og organisatorisk omstrukturering.

Coop excl. brugsforeningerne har opnået et EBIT-resultat på 287 millioner kr. mod 544 millioner kr. året før. Brugsforeningerne opnåede et EBIT-resultat på 145 millioner kr. mod 229 millioner kr. året før.

- Jeg er tilfreds med, at det er lykkedes at skabe omsætningsvækst og øge markedsandelen i et svært år. Men indtjeningsmæssigt var 2012 et utilfredsstillende år. De væsentligste årsager til resultattilbagegangen er, at vi har investeret betydeligt i lavere priser til vores kunder, og så har der været store ekstraordinære omkostninger til en række strukturelle ændringer, som blev gennemført i butiksnettet og organisationen i 2012, udtaler adm. direktør i Coop, Jesper Lien.

Fakta sælger mest
Som følge af et fald i nonfoodsalget har Kvickly haft samlet tilbagegang i omsætningen. De øvrige kæder har alle solgt mere end året før, men tjent mindre på deres varer. Den største vækst i salget har discountkæden Fakta præsteret med en fremgang på en ½ milliard kr.

- Vi har i 2012 investeret meget i moderniseringer og nye butikker. Trods tilbagegangen i 2012 fastholder vi vores strategi om fortsat at investere massivt i udvikling af nye fordele til medlemmerne, etablering af nye butikker, modernisering af eksisterende butikker, udvikling af vores medarbejdere samt i effektivisering indenfor IT og logistik, siger Jesper Lien.

Coop og brugsforeningerne drev ved udgangen af 2012 i alt 1.206 butikker, hvilket er en stigning på 10 butikker i forhold til året før.

Målsætningen for 2013 er at forbedre resultatet i forhold til 2012.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.102