R2 Group holder kadencen i vanskeligt marked
R2 Group melder om omsætningsstigning og ændring i koncernstrukturen efter flere virksomhedsopkøb i 2012, hvor bl.a. ingrediensvirksomheden H.N. Fusgaard kom til.
- Vi er meget tilfredse med, at vi på et presset marked formår at fortsætte den gode udvikling, fortæller adm. direktør, Peter Skou.
- Vi oplever, at vores primære kundegruppe, de skandinaviske produktionsvirksomheder, i stigende grad flytter deres produktion til lande med lavere lønniveau og et venligere erhvervsklima. Især på den baggrund er vi glade for dette resultat, da det bekræfter, at vores strategier er lykkedes i 2012, fortsætter han.
Ny koncernstruktur fra årsskiftet
2012 har været præget af virksomhedsopkøb inden for både foderstof- og levnedsmiddelindustrien, og R2 Group vil også i fremtiden arbejde på yderligere ekspansion via såvel organisk vækst som akkvisitioner. Opkøbene i 2012 har betydet, at R2 Group pr. 1. januar 2013 har valgt at ændre strukturen i koncernen.
- Tidligere bestod vi af mange mindre business units, men vi har nu valgt at forenkle vores struktur, forklarer Peter Skou.
Han uddyber, at koncernen fremover opdeles i to selskaber: R2 Agro A/S, som vil være aktive inden for special- og nicheprodukter til foderstof- og minkindustrien; og R2 Group A/S, som vil dække området Life Science, dvs. levnedsmiddelindustrien, den kemiske industri samt den farmaceutiske industri.
- Hermed er vi overbeviste om, at vi vil være på forkant med markedsudviklingen, slutter han.