23948sdkhjf

Events kan nu også få øko-mærke

Roskilde Festival har i samarbejde med Fødevarestyrelsen udviklet et nyt regelsæt, som gør det muligt at tildele Det Økologiske Spisemærke til events.
Events som festivaller og markeder kan nu skilte med Det Økologiske Spisemærke, der tidligere har været forbeholdt permanente spisesteder som kantiner og restauranter. Fra 1. maj i år er der indført en ændring i bekendtgørelsen om økologisk storkøkkendrift, der giver mulighed for, at midlertidige boder på for eksempel festivaler kan få en statskontrolleret anerkendelse for deres arbejde med økologi.

Gennem mere end et år har Roskilde Festival været sparringspartner for Fødevarestyrelsen i udviklingen af Det Økologiske Spisemærke til events.

- Det har været et stærkt ønske for os at få indført ordningen, så vi er naturligvis meget glade for de nye regler - og at festivalens boder dermed kan få en anerkendelse for deres økologi-indsats, siger Mikkel Sander, ansvarlig for Roskilde Festivals madstrategi.

På sommerens Roskilde Festival søger den første lille håndfuld boder om tilladelse til at skilte med Det Økologiske Spisemærke, og festivalens deltagere vil derfor kunne møde det velkendte mærke på udvalgte boders facader. Roskilde Festivals målsætning er, at 30 procent af alle råvarer, der bruges på festivalen i 2013, skal være økologiske.

Øger synligheden af øko-spisemærket
- Det er meget glædeligt, at de nye regler giver mulighed for at skabe endnu mere synlighed omkring Det Økologiske Spisemærke. Forhåbentlig vil det betyde, at endnu flere danskere bliver opmærksomme på mærket og begynder at efterspørge det i kantiner, restauranter, institutioner og lignende, siger Dorthe Kloppenborg, projektleder i Økologisk Landsforening, som blandt andet vejleder spisesteder, der ønsker at lægge om til økologi.

Hun vurderer dog, at det primært vil være store arrangementer, som eksempelvis Roskilde Festival, der vil søge om de midlertidige spisemærker, fordi der stilles strenge krav til ansøgerne.

Da en midlertidig bod ikke har mulighed for at dokumentere et fast økologiforbrug bagudrettet, som normalt er kriteriet for at få spisemærkerne, vil der i stedet opstilles en række andre krav til dokumentationen, som skal være i orden. Vurderingen af midlertidige boder vil blandt andet foregå ud fra en forudgående beregning af menuen, daglig vurdering, økologisk egenkontrol i boden og en efterfølgende dokumentation på baggrund af de indkøbte varer.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.238