Kelsen Group solgt til amerikansk fødevaregigant
Den danske småkage-succes, der sidste år omsatte for 1 mia. kr. i 85 lande, skifter nu ejermand.
CEO Brian Rønsholt fra Kelsen Group glæder sig til at komme under vingerne hos af en af verdens største brands inden for dagligvarer. Campbell Soup blev grundlagt helt tilbage i 1869 i delstaten New Jersey, USA, hvor hovedkontoret stadig befinder sig. Selskabet omsætter i dag for 43 mia. kr.
- Vi ser frem til at blive en del af Campbell-familien og deres kvalitets-brands. Kelsen vil få glæde af Campbells internationale kompetencer og vil blive styrket indenfor produktudvikling og kundekontakt globalt, lyder det fra Brian Rønsholt.
Spændende rejse fortsætter
Maj Invest Equity har med 55,9 pct af aktierne været investor i selskabet siden 2006, mens resten af selskabet ejes af Helsingør Fællesbageri, Dansk Erhvervsinvestering, Nykredit samt ledelsen i Kelsen Group.
- Vi har været på utrolig spændende rejse med Kelsen, der har gennemgået en positiv udvikling de senere år efter en svær periode. Ledelsen og medarbejderne har ydet en meget stor og dedikeret indsats for selskabets udvikling. Derfor ønsker vi også Kelsen, medarbejderne og ledelsen held og lykke med den videre rejse, lyder det fra Niels Retbøll, Partner i Maj Invest Equity.
Fra volume til value
Kelsen Holding med hovedsæde i Nr. Snede og salgsselskaber i USA, Hong Kong/Kina omsatte sidste år for 1 mia. kr. i 85 lande. Kelsen Group har oplevet stor fremgang i salget af småkager på selskabets hovedmarkeder, herunder specielt i Fjernøsten i de senere år. Koncernen har de seneste år fokuseret på at styrke udviklingen af egne mærkevarer, på at effektivisere driften samt på at øge væksten på nøglemarkederne Fjernøsten, USA og Europa.
- Vi har arbejdet meget med de langsigtede strategiske mål. Blandet andet har virksomheden skiftet fokus fra volumen til value. Dette har givet betydelig fremgang i rentabiliteten, slutter administrerende partner Erik Holm, Maj Invest.