Industriens arbejdsproduktivitet stiger
Det samlede billede af erhvervslivets arbejdsproduktivitet er stort set uændret, mens der er fremgang i industrien.
Se branchetal for fødevarebranchen her.
- To år med stort set uændret produktivitet
Erhvervslivets produktivitet faldt med 0,2 pct. fra 2011 til 2012, viser foreløbige beregninger. Det er første gang siden 2009, at produktiviteten falder. Det svage fald er sket som følge af en økonomisk vækst på minus 0,3 pct. og et fald i antallet af arbejdstimer på 0,1 pct. Den stillestående produktivitetsudvikling i 2011 (0,2 pct.) og 2012 følger efter et par år med store udsving. De store udsving skyldes en forsinket tilpasning af arbejdskraftforbruget til den lavere økonomiske aktivitet i kølvandet på den økonomiske krise.
Information mv. og industri steg mest
Produktiviteten i byerhvervene steg med 0,8 pct. i 2012. Produktiviteten steg mest inden for information og kommunikation (6,0 pct.) og industri (4,0 pct.), mens produktiviteten faldt mest i finansiering og forsikring (minus 5,7 pct.).
Den store stigning i produktiviteten i byerhvervene i 2010 har opvejet de store fald i 2008 og 2009, så der i perioden 2008-2012 er en gennemsnitlig årlig stigning på 0,9 pct.; det er dog betydeligt under gennemsnittet på 2,7 pct. pr. år i 1967-2012 – den periode, arbejdsproduktiviteten er blevet beregnet. Den største stigning i 2008-2012 skete i information og kommunikation med 4,7 pct. om året.
Konjunktureffekter på produktivitetsudviklingen
Fra 2004 til 2007 lå den økonomiske vækst på et højt niveau. Også antallet af arbejdstimer steg. I 2008 fortsatte stigningen i arbejdstimer (med 1,7 pct.), mens den økonomiske vækst faldt med 0,7 pct. Ved tidligere økonomiske vendepunkter har effekten på beskæftigelsen (antal arbejdstimer) været forsinket i forhold til den økonomiske udvikling, for eksempel i perioden 2001-2003. Som nævnt må det forhold også antages at spille en væsentlig rolle for udviklingen i 2008-2010, skriver Danmarks Statistik om udviklingen
Kilde: Danmarks Statistik
Artiklen er en del af temaet Branchetal.