23948sdkhjf

Vestfyen-ordre udfordrer renseanlæg

Bryggeriet Vestfyen har landet en stor ordre, så der fremover skal produceres endnu flere øl i Assens. Derfor anlægger bryggeriet nu sin helt egen spildevandsledning.
Den nye ordre betyder større produktion, og det resulterer i mere spildevand, som koster på bundlinjen. Derfor lægges der nu en ny spildevandsledning fra Bryggeriet til Assens Renseanlæg.

De sidste mange år har bryggeriets spildevand været en af de største udgiftsposter for bryggeriet Vestfyen og også en udfordring på renseanlægget på Melvej.

Indtil for nylig var det Bryggeriets plan at melde sig helt ud af det kommunale spildevandsselskab og i stedet bygge og drive eget renseanlæg. Herved kunne man spare store summer på den såkaldte afledningsafgift.

- Vi driver et bryggeri og det er vi gode til! Vi har egentlig ingen ønsker om at skulle drive et renseanlæg, men udsigterne til stadig stigende udgifter til spildevand og muligheden for at få en mærkbar besparelse årligt fik os til at arbejde i den retning, siger bryggeriets administrerende direktør Poul Mark.

Erhvervsvenlig løsning
Men så kom der via lovgivningen en ny mulighed. Det var Assens Forsyning A/S, Bryggeriet Vestfyens og Assens Kommune ikke sene til at udnytte.

Det blev nu muligt udelukkende at være med i fællesskabet vedrørende selve renseanlægget. Det betyder i praksis, at Bryggeriet per 1. januar 2014 træder ud af ”Assens forsyning” for så vidt angår kloakledningerne og er lige nu i gang med at lægge deres egen én km lange spildevandsledning gennem byen og ned til renseanlægget på Melvej. Her overtager ”Assens Forsyning” så spildevandet og renser det.

- Ud fra almindelig sund fornuft har jeg hele tiden ønsket, at vi forsat kunne rense både borgernes og virksomhedernes spildevand på den samlede set bedste måde, og det tror jeg et fælles renseanlæg er. Det giver den bedste rensning, mest økonomiske drift og den største fleksibilitet. Men hvis bryggeriet kunne spare mange penge ved det, ville Byrådet ikke tvinge dem til at blive i det fælles renseanlæg. Vi prioriterer erhvervsvenlighed og forstår fuldt ud, at virksomhederne har brug for at minimere omkostningerne. Så den her løsning er jo optimal, siger borgmester Finn Brunse begejstret.

For også fremover at kunne håndtere de store spildevandsmængder, skal Assens Forsyning i gang med at bygge nyt energineutralt renseanlæg.

- Vi får en bedre og fremtidssikret rensning og et anlæg, som kan håndtere mere spildevand end der kommer i dag. Det betyder at der er plads til både nye borgere og nye virksomheder og til at Bryggeriet kan tage nye ordrer ind. Det er dejligt vi har fundet en løsning, som både sikrer at vi får reduceret vores omkostninger, men som også sikrer en stor grad af fleksibilitet. Det er altafgørende vor os som virksomhed at kunne agere hurtigt i markedet. Vi kommer til at få en mærkbar besparelse og det betyder at vi bliver endnu mere konkurrencedygtige fremover, lyder det fra Poul Mark.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078