Det sker: Fact-finding i Shanghai
MIDTNET og AgroTech gentager sidste års succes og inviterer fødevarevirksomheder med til et intenst og effektivt fact-finding forløb i Shanghai.
Forløbet består af to workshops i Danmark inden turen, en uges fact-finding tur til Shanghai og en workshop efter hjemkomsten. I Shanghai følges op på de to workshops med hands on erfaringer. Samtidig guides deltagerne gennem en række temaer som samlet giver et godt beslutningsgrundlag. Der er desuden indlagt storecheck og møder med distributører og indkøbere fra high end supermarkeder. Desuden er der arrangeret match making og præsentation af produkter.
Launis Fiskekonserves var med på den første tur:
- Vi takkede ja til at deltage i forløbet, fordi vi gerne ville lære det kinesiske marked bedre at kende, og så havde vi et erklæret mål om at møde nogle distributører og kunder, siger Allan Jacobsen, der er export manager hos Launis Fiskekonserves.
En central del af programmet var netop møder med distributører og indkøbere fra kinesisk detailhandel samt en enkelt butikschef.
- Vi oplevede, at alle var meget åbne, og der blev udsendt klare købssignaler. Vi har været med i flere Kina-programmer, men det her har en meget bredere vinkel, og jeg tror, det kan blive en game changer for os og føre til noget rigtig stort, lyder erfaringerne fra Henning Priess, direktør hos AquaPri.
Begge virksomheder samarbejder i øjeblikket om at etablere et netværk, så de også fremadrettet kan dele erfaringer om afsætning i Kina.
Mere info?
Ønsker du mere info om Gateway to Shanghai kan du kontakte markedschef hos AgroTech, Henrik Rendbøll på telefon 5092 6320 eller se www.agrotech.dk .