Bageri går mod strømmen
Bageriet Haals tager kampen mod bake off-brød og etablerer Haals-xpress i et butikscenter i Aalborg.
- Under finanskrisen tabte vi omsætning i butikken. Konkurrencen blev også hårdere samtidig med indførelse af ny lukkelov, hvor alle kunne holde åben om søndagen - kombineret med, at mange servicestationer og supermarkeder begyndte at sælge bake off-brød. Vi valgte ikke at lukke butikken, men at finde en alternativ butiksform gennem rationalisering. Det førte til den ny Haals-xpress, forklarer Gitte og Jan Haals.
2. generation i bageriet
De familiemæssige traditioner, der ligger til grund for bageriet, er stadig styrken i virksomheden. Her udvikles løbende nye brødtyper og kager, som ikke er halvfabrikater eller designet efter fælles koncept i en kædebutik.
Sammen med hustruen Gitte er han 2. generation i bageriet Haals, der beskæftiger 13 mand i produktionen hos Bageriet Haals i Gistrup, som ligger få kilometer fra Tornhøjcentret i Aalborgs østlige udkant.
- Vi har hele tiden haft udsalg ved bageriet i Gistrup og siden 1992 også på Klarupvej i Klarup. I 2004 kom også bageriet i Tornhøjparken med i virksomheden. Vi laver dejen i Gistrup og fragter den rå dej ud i butikkerne, hvor den bages.
Travlhed om formiddagen
Normalt ligger 70 procent af omsætningen i bagerbutikkerne inden middag. Derfor valgte Jan og Gitte Haals, at åbningstiderne i Haals-xpress skulle være mandag-fredag kl. 6.15-13 og lørdag-søndag kl. 7-12.
Kunderne kan kun købe de varer, de kan se i butikken i Tornhøjcentret. Ønsker de andre varer, eksempelvis en lagkage eller en kagemand, så må de ind i en af de andre butikker, hvor Bageriet Haals har fuldt sortiment.
- Vi har i løbet af de første to måneder med det ny koncept givet mistet nogle kunder i Tornhøjcentret på grund af dette stramme koncept, men vi har også fået nye kunder, der tager morgenbrødet med herfra til deres arbejdsplads, forklarer Jan Haals.
- Det skal ikke undre mig, hvis andre bagermestre landet over i fremtiden tager lignende initiativer omkring deres egen virksomhed. Vi bager jo ikke kun for at producere og skabe omsætning. Det skal jo også være lønsomt og give et afkast.