Jubo Rustfrit Stål optimerer over hele linjen
Ugens profil: Efter Jubo Rustfrit Stål er flyttet til sin nyopførte fabrik i Hørning, har virksomheden udvidet med et stort Schiavi laserskæreanlæg og flere maskiner fra et tilkøbt firma.
Og de to styrmænd har mange ambitioner for selskabet, der siden 1. marts har skiftet adresse fra Stilling til Hørning ved Århus. Virksomheden råder nu over 3.000 kvadratmeter, hvilket er dobbelt så meget som tidligere. Det betyder blandt andet, at indretningen i produktionshallen er optimeret efter de nyeste produktionsprincipper.
- Det nye produktionsflow fungerer optimalt og er med til at sikre markedets hurtigste leveringstid, tilføjer Hans Dahlmann.
Det nye domicil er ét blandt mange tiltag, der skal optimere virksomheden fremadrettet. En del af strategien er desuden at holde al produktion i Danmark, så Jubo kan være tæt på sine kunder hele vejen og samtidig sikre en meget kort leveringstid.
Kan klare det meste
Hans Dahlmann og Jesper Larsen går benhårdt efter at nedbringe leveringstiderne og har desuden det mål at gå dybere ind i kundernes projekter og vil gerne fremstille hele maskinanlæg i rustfrit stål. I den nye fabriksbygning er der derfor blevet plads til et Schiavi laserskæreanlæg samt flere andre maskiner fra Langelinie Maskinværksted, som Jubo overtog i juli måned sidste år.
Langelinje Maskinværksted stod for ca. 80 procent af selskabets spåntagning og da både direktør og produktionschef nærede store ønsker om selv at fremstille så mange dele som muligt, kom en overtagelse hurtigt på tale.
- Vi kan nu fremstille større og mere komplekse konstruktioner, samtidig med, at vi kan klare flere processer end tidligere. Det giver os kortere leveringstider og mulighed for at se løsningerne sammen med vores kunder. Vi oplever, at der er efterspørgsel på netop den slags ydelser, og derfor har vi styrket os på dette område, siger direktør Hans Dahlmann.
Skærebordet i den nye laserskærer er på 1500 gange 3000 millimeter og skæreffekten er på 4 kw. Anlægget bruges hovedsageligt til udskæring af rustfrit stål i godstykkelser fra 1 – 15 millimeter og i mindre omfang også til sort stål, forklarer direktøren.
Med den nye laserskærer kan Jubo nu selv udskære alle pladedele og dermed have fuld kontrol over hele produktforløbet, hvilket i høj grad gavner målet om de kortere leveringstider.
Flere strenge at spille på
Jubo fremstiller specialløsninger i rustfrit stål og har 22 års erfaring inden for sit felt. Selskabets produkter afsættes primært til kunder inden for maskinindustrien, byggeri samt arkitektur og design. Omkring 80 procent af produktionen går i dag til fødevareindustrien. Virksomhedens store alsidighed betyder desuden, at der også udføres løsninger indenfor aluminium og kobber.
Læs mere om virksomhedens kompetencer på www.jubo.dk