23948sdkhjf

Fælles nordisk øko-fremstød på Biofach 2010

Mere end 45 virksomheder fra Danmark, Sverige, Finland og Norge er for første gang samlet i en fælles nordisk stand på Biofach.
Økologisk Landsforening har taget initiativet til årets nordiske stand, som foreningen forventer, bliver startskuddet til et fremtidigt nordisk samarbejde.

- I de nordiske lande deler vi madkultur, fokus på miljø og natur med hinanden, og det er derfor naturligt at samarbejde – og det er et samarbejde, som i år og fremadrettet kan være med til at styrke Danmarks identitet som en del af en fælles nordisk region, siger Klaus Bentzen, eksportchef i Økologisk Landsforening.

Unikke nordiske smagsoplevelser
Samlingspunktet på årets nordiske stand, er et køkken og lounge, hvorfra de tre stjernekokke Jesper Witt Paustian, Paul Svensson og Kim Palhus fra henholdsvis Danmark, Sverige og Finland udgør den kulinariske trio, som i fællesskab vil forsyne messegæsterne med unikke nordiske smagsoplevelser.

- Det fælles nordiske køkken skal give gæsterne det bedste indtryk af de økologiske produkters unikke smagskvalitet. Produkterne bliver tilberedt efter de nyeste principper i det nordiske køkken, der dyrker enkelthed, renhed og friskhed i form af årstidens frugt og grønt, fortæller Klaus Bentzen.

Eksportordre til halvdelen af virksomhederne
De virksomheder, som deltog på BioFach sidste år, fik en exceptionel eksponering, da Danmark var kåret til ”Årets Økologiske Land.”

Det gav nye eksportordre i bogen hos mere end halvdelen af virksomhederne. Blandt virksomhederne var Rynkeby, som deltog på messen for første gang.

- Vi havde en virkelig god messe sidste år. Vi var meget overraskede over, hvor mange, der besøgte vores stand. Vi fik fire helt nye kunder og mange gode kontakter, fortæller Niels Aaby Nielsen, Business Unit Manager i Rynkeby.

I alt deltager 47 nordiske virksomheder, heraf 25 danske, 10 svenske, 10 finske og to norske virksomheder i Biofach 2010, der finder sted i Nürnberg den 17. til 20. februar.

Blandt de danske virksomheder er bl.a. Pebas, Biosa Danmark, Fields of Flavour, Biosynergy, Thise Mejeri, Skee Is, Rose Poultry og Magnihill AB.

Biofach er verdens største økologiske messe med over 46.000 besøgende og 2500 udstillere.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074