23948sdkhjf

Indviklet lovgivning eller manglende uddannelse?

Små fødevareproducenter oplever, at samarbejdet med fødevarekontrollen er besværligt. Der er brug for, at der bliver ændret på forholdene, mener VIFU.
Klumme af projektchef Gunhild Brynning, VIFU – Videncenter for fødevareudvikling

Mange af landets små fødevareproducenter oplever, at samarbejdet med fødevarekontrollen er besværlig og til tider har karakter af chikane. Hvad enten det skyldes indviklet lovgivning, dårlig uddannelse eller manglende viden, så er der brug for at ændre noget.

Mangfoldigheden giver større vareudbud
I Danmark har vi en stor mangfoldighed i fødevareproduktionen, som vi ønsker at beholde og udvikle. Mangfoldigheden giver et større vareudbud, skaber grobund for innovation, giver mulighed for udvikling af nye spændende virksomheder, underbygger oplevelsesøkonomien og skaber flere arbejdspladser i udkantsområderne. Med andre ord, er de mange små fødevareproducenter med til at gøre Danmark til et fødevaremæssigt spændende land.

I VIFU – Videncenter for fødevareudvikling har vi i flere år arbejdet med at støtte op omkring små, regionale og håndværksbaserede fødevareproducenter, så de kan udvikle deres ideer til forretning. Når vi i vores daglige kontakt med producenterne spørger, hvad vi kan gøre for at hjælpe dem til at få en bedre forretning, så er svaret ofte: ”Gør noget, så fødevarekontrollen ikke er så besværlig at arbejde sammen med.”

Fødevarenetværk
På forsøgsbasis oprettede VIFU i 2008 et lovgivningsnetværk, der skulle klæde små producenter på til en bedre kontakt med fødevarekontrollen. Hen over en seks netværksmøder introducerede vi metoder til at forbedre og forsimple producenternes egenkontrol, demonstrerede hvordan man kan finde lovgivningsmæssige oplysninger og gennemgik forskellige hygiejnemæssige temaer. Derudover fik alle deltagerne tilbud om tre timers individuel rådgivning med netværkets faglige facilitator.

I løbet af de 1½ år netværket var i gang, havde fem ud af netværkets ni medlemmer større eller mindre problemer med fødevarekontrollen. Problemerne spændte sig helt fra; ’i hvilket køleskab må remouladen stå’ til sager om produktkonfiskering, lukning og politianmeldelser med stor presseeksponering til følge. Uanset problemernes størrelse, stod producenterne bagefter med en følelse af at være blevet uretfærdigt behandlet og tromlet af systemet. Både VIFU og netværkets faglige facilitator oplevede, at vi hverken kunne forebygge situationerne eller for alvor hjælpe. Dels pga. manglende ressourcer i netværket, og dels fordi vi som udenforstående ikke kunne påvirke driften af virksomhederne, og derfor heller ikke stå som garant i forhold til fødevareregionen, når de påpegede fejl og mangler i virksomhedernes egenkontrol.

Egenkontrol er måske uegnet
Egenkontrol og HACCP blev oprindeligt udviklet til de amerikanske rumprogrammer, og blev udbredt idet man tidligt i produktionen kan opspore og ændre fødevaresikkerhedsmæssige fejl. Dermed reduceres mængden af færdigvarekontrol, og man bevarer et højt sikkerhedsniveau. HACCP er således en intern arbejdsprocedure, som virksomheder gennemfører for at få sikre produkter og samtidig undgå fejlproduktioner. Succesfuld HACCP forudsætter, at personalet i virksomheden forstår principperne bag proceskontrollerne. Det er også en indbygget del af systemet, at virksomheden har ejerskab til metoden, og at ledelsen bakker op om den.

HACCP og egenkontrol er et godt system til at sikre og øge fødevaresikkerheden i store industrielle fødevarevirksomheder med veluddannede kvalitetschefer, der bruger tid på at udvikle og vedligeholde systemet. Men hos de små fødevareproducenter er det ganske få personer, der på samme tid skal producere, sælge og udvikle produkterne. Kan man med rimelighed forlange, at de skal være eksperter i alle områder, og kan man forvente, at de er opdaterede inden for egenkontrol og forstår HACCP principperne? Har de ikke mere brug for egentlig hygiejnekontrol og vejledning frem for kontrol af papirer og systemer, som de ikke helt forstår meningen med?

Tid til ransagelse
Det er på tide, at vi, her 15 år efter egenkontrollens indførelse i Danmark, stopper op og kigger på, om HACCP baseret egenkontrol er det rette redskab til sikring af høj fødevaresikkerhed i hele værdikæden og hos alle typer producenter.

Vi bør undersøge, om det er muligt at opbygge systemer, der i langt højere grad støtter de små fødevareproducenter i deres egenkontrol. Vi skal se på, om der er behov for mere hygiejneuddannelse, bedre vejledning fra myndighedernes side, brug for obligatoriske netværk eller måske tænke alternativt og fx tilbyde alle små producenter rådgivning eller sparring med en kompetent fødevaresikkerhedsrådgiver, der kan højne fødevaresikkerheden.

I VIFU mener vi, at der skal mere viden om fødevaresikkerhed ud til de små fødevareproducenter. Der er brug for at arbejde med de problemstillinger, der er på området og finde holdbare løsninger, hvis vi skal bevare en mangfoldig og alsidig fødevareproduktion i Danmark.

Kilde: VIFU

Læs mere om: Vifu
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078