23948sdkhjf

Fynbo Foods satser på mærkevarer

Marmeladefabrikken i Vrå har planer om at udvide produktion, fabrik og medarbejderstab de kommende år. En satsning på mærkevaremarkedet skal bane vejen for væksten.
Siden Richard Fynbo åbnede fabrikken Fynbo Foods i 2002 er medarbejderantallet tæt på tidoblet, så der i dag er godt 50 ansatte. I takt med at der er kommet flere ansatte til har marmeladefabrikanten også øget kompetencerne. Således har udviklingsafdelingen i år udvidet staben med en civilingeniør i bioteknik.

- På den måde kan vi hæve kompetencen i virksomheden. Det er også med til at gøre os konkurrencedygtige, påpeger direktør i Fynbo Foods A/S, Richard Fynbo, overfor Nordjyske.

Specialisering er også en del af planen for høj konkurrenceevne, som har til formål at holde produktionen i Danmark. Det skal en stadig mere effektiv og automatiseret produktion også være med til at sikre.

Sponsorat skal skabe kendskab til eget mærke
De fleste danskere kender smagen af Fynbo Foods produkter, idet hovedparten af produktionen går til dagligvarekædernes mærker. Nu skal væksten dog komme fra Fynbos eget mærke, som skal opnå markedsandele på mærkevaremarkedet.

- Vi har indgået sponsoraftale med Dansk Håndbold Forbund, så håndboldpigerne kommer til at spille med marmelade på bukserne de kommende to år. Vi kan godt lide dét de står for, og de er jo et samlingspunkt for hele familien Danmark, siger Richard Fynbo.

Planlægger fjerde udvidelse på otte år
Produktionen ventes at overstige 10.000 tons marmelade i 2011, og siden åbningen i 2002 er det kun gået én vej.

- Første år producerede hver medarbejder 100 ton, i dag er det 250 ton og i 2015 skulle det gerne ligge på 400 ton pr. medarbejder, fortæller Richard Fynbo.

Vejen har været udvidelser af fabrikken i 2004, 2006 og 2008. Det skal gøres efter i år, hvor der er planer om en udvidelse af produktionsbygningen med nye 120 meter, hvor den i dag er 100 meter lang.

- Vi forventer at bygge ud i bredden omkring 2016, og til den tid vil vi være ca. 70 medarbejdere. I dag er vi knap 50, oplyser Richard Fynbo.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063