23948sdkhjf

Easyfood klar til endnu flere store kunder

Investeringer sendte overskuddet en smule ned i 2017
Fødevarevirksomheden Easyfood i Kolding investerede i 2017 kraftigt i produktionsudstyret for at blive klar til at tiltrække nye, store kunder

Easyfood oplyser til Food Supply, at der i løbet af 2017 er blevet brugt over 15 millioner kroner på at optimere virksomhedens produktionslinjer.

Investeringerne er årsag til, at Easyfoods 2017-resultat blev lidt dårligere end året før - overskuddet faldt fra 15,1 til 14,2 millioner kroner efter skat.

Easyfood har fortsat stor succes med sit fokus på løsninger til kaffebarer og cafeer, ikke mindst i udlandet. Derfor investerede virksomheden i 2017 kraftigt i sit produktionsudstyr, så det passer bedre til den voksende kundeliste.

- Innovation handler ikke kun om at udvikle nye produkter, men også om at have et helt unikt produktionsudstyr, der sammen med unikke kompetencer hos medarbejderne sikrer os en fordel i markedet, påpeger Flemming Paasch, administrerende direktør for Easyfood.

- Derfor har vi i 2017 tænkt langsigtet og investeret mange penge i at stå stærkere produktionsmæssigt. Det gør, at vi nu også er first movere på teknikken og har maskiner og muligheder, som ingen andre har. Det betyder, at vi både kan producere hurtigere i større mængder og tilbyde skræddersyede løsninger, tilføjer han.

Større omsætning
2017-resultatet på 14,2 millioner kroner er påvirket af ekstraordinære omkostninger forbundet med "eksekvering af omfattende investeringer i produktionsanlæg i 2. halvår 2017", som Easyfood formulerer det. Samtidig steg omsætningen fra 260 millioner kroner i 2016 til 297 millioner i 2017.

Væksten skyldes ikke mindst succes i udlandet, hvor kæder som Starbucks, McCafé, Costa Coffee og Tchibo er på kundelisten.

- Set i lyset af vores investeringer var 2017 et godt år, der gør, at vi nu står endnu stærkere i udlandet. Vores målsætning er stadig at eje kategorien med kaffebarer og cafeer, og at vi bliver endnu mere attraktive for de store spillere i markedet, når vi kan skabe endnu bedre løsninger til dem, nævner Flemming Paasch.

Hos Easyfood får kunderne adgang til frosne produkter, der kun kræver minimale køkkenfaciliteter og er nemme at håndtere for ufaglært personale. Kunderne tilbydes hjælp med alt fra konceptudvikling til iscenesættelse af produkterne.

Virksomheden, der blev etableret i 2000, har 150 ansatte.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094