Klumme: Kvalitetspakke eller lokalitetspakke?
EU-Kommissionen har fremlagt en såkaldt ”Kvalitetspakke”. Det væsentligste indhold i pakken handler om ordningerne for beskyttede geografiske betegnelser og beskyttede oprindelsesbetegnelse. Det er nogle ordninger, vi har haft i snart 20 år. Der er dog næppe mange danske forbrugere, der kender til dem. Nu vil Kommissionen så justere på ordningerne under overskriften ”kvalitet”.
Jeg er enig i Kommissionens målsætning om at fremme produktion af europæiske kvalitetsfødevarer. Men beskyttede geografiske betegnelser og krav om obligatorisk oprindelsesmærkning er ikke vejen frem. Det stimulerer ikke den fri konkurrence og giver ikke noget incitamentet til innovation og produktudvikling.
Fødevarekvalitet er mange ting. Kommissionen opererer med et meget snævert kvalitetsbegreb, når de kalder deres udspil for en kvalitetspakke. Der er en lang række parametre i spil, når vi taler om fødevarekvalitet: Smag, duft, udseende, konsistent, ernæringsværdi, sundhed, funktionalitet, convinience osv. Fødevareindustrien arbejder dagligt på at udvikle og producere fødevarer, der lever op til de forskellige kvalitetsparametre, og danske og europæiske virksomheder bidrager stort til innovation og eksport via deres brands og varemærker.
Hvis man tror, at man fremmer udvikling og kvalitet med en protektionistisk pakke, der skal beskytte udvalgte landbrugsprodukter i Europa, må man tro om igen.
Vi har brug for mangfoldighed. Og mangfoldigheden skal udvikle sig på sine egne præmisser. Et vigtigt element kan godt være de følelser og historier, der knytter sig til produkter fra en bestemt egn. Kvalitet er bare meget mere end det.
Langt højere bjerge…
Den seneste tilføjelse til forslaget handler om kvalitetsordninger for bjergprodukter. Jeg ved ikke, om særlige klimatiske forhold eller tyndere luft kan have en positiv indflydelse på fødevareproduktionen i de højere luftlag. Der bliver under alle omstændigheder ikke noget dansk eksporteventyr ud af det. Men hvad med lavlandsprodukter? Er det en mulighed? Vi taler også om Ø-produkter. Sydesalt fra Læsø er jo velkendt. Hvad med fastlandprodukter? Var det noget?
Jeg kan rigtig godt lide Lammefjordsgulerødder, og der sker da mange spændende ting inden for det, vi lidt diffust kalder ”ny nordisk mad”. Jeg forsager på ingen måde det lokale i den forstand, uanset om vi taler om et inddæmmet fjordområde ved Isefjorden, eller om vi taler hele Norden.
Vi skal bare ikke tro, at fødevarekvaliteten – eller eksportindtægterne for den sags skyld – er sikret, når Kommissionens kvalitetspakke bliver vedtaget. Det er mere en lokalitetspakke end en kvalitetspakke.
Så når fødevare- og landbrugsministrene på rådsmødet den 14. april skal tage stilling til, om der skal indføres en særlig kvalitetsordning for bjergprodukter, kunne de passende give det en tanke, om ikke man skulle bruge nogle af de mange milliarder, der er i spil i EU’s fælles landbrugspolitik, til forskning og udvikling af nye fødevarer. Det vil batte mere på både kvalitets- og eksportkontoen end beskyttede betegnelser, obligatorisk oprindelsesmærkning og bjergprodukter.
Kilde: DI Fødevarer
