23948sdkhjf

Diskret saftevandsgigant startede i et udhus i Vanløse

Amazon, Apple, Disney og Google. Der er nok af verdenskendte eksempler på internationale virksomhedssucceser, der har startet deres tilværelse i en garage eller lignende beskedne omgivelser.

En af de mere ukendte succeser – også i danske sammenhænge – er læskedrikkoncern Co-Ro A/S, der tog sin begyndelse, da brødre­parret Flemming og Jep Petersen midt under 2. Verdenskrig i et 16 m2 stort udhus i Vanløse begyndte at eksperimentere med at mikse mineralvand og flødeis.

Det skriver DI Business.

77 år senere er Co-Ro en global succes. Hver dag sælger virksomheden mere end 10 millioner læskedrikke i 80 lande, har en omsætning på knap to mia. kr. og 1.280 ansatte, hvoraf knap 300 befinder sig på fabrikken og hovedkontoret i Frederikssund, som siden sidst i 1960’erne har været virksomhedens hjemby.

Dansk saftevand i ørkenen
Virksomhedens succes tog for alvor fart i 1966, hvor Co-Ro udviklede Sunquick saftevand, som senere blev fulgt op af Suntop juicedrik og Sun Lolly frys-selv is, der nok også vækker minder om barndommens somre blandt mange læsere.

Ifølge direktør for Co-Ro Søren Holm Jensen bunder succesen for den nordsjællandske læskedrikskoncern i en forståelse for råvarerne og den gode smag tilsat entreprenørånd og en kærlighed til eksotiske egne af verden.

– Den allerførste container med Sunquick blev sendt til Bahrain. Og allerede i 1960’erne og 1970’erne havde Co-Ro gjort sin entré i blandt andet Kuwait, Yemen, Irak og Philippinerne, siger Søren Holm Jensen og tilføjer:

– Det er Co-Ros skyld, at du kan få saftevand, der smager af appelsin, i den kuwaitiske ørken. Det var de ikke vant til, før at vi kom til landet.

Lav oliepris og krig mod sukker
Meget er dog ændret siden de glade 1960’ere. Det gælder også i synet på sukker, som mange lande har erklæret krig mod, blandt andet som følge af det hastigt stigende antal diabetikere i verden.

Direktør Søren Holm Jensen fortæller, at Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emiraters indførelse af en meget høj afgift på ”sweetened beverages” betyder, at forbrugerprisen på en Suntop-juice for første gang i 30 år ryger i vejret.

– De saudiske forbrugere har været vant til at betale 1 saudi real (red., svarende til 1,80 danske kroner) for en Suntop siden lanceringen i 1977, men med de nye afgifter bliver prisen med ét øget til mere end 1,5 realer. Det vil kræve tilvænning hos forbrugerne, siger direktøren, og det får os til at investere yderligere i nye produktlanceringer og andre tiltag, som skal sikre, at Co-Ro kommer styrket igennem den kommende omstillingsperiode i regionen.

– Der er en voldsom forandring af samfundsøkonomien i gang, hvor myndighederne i Mellemøsten begynder at kigge sig om efter nye indtægtskilder, siger Søren Holm Jensen.

300 millioner nye kunder i Kenya
Det ændrede syn på sukker giver dog også nogle nye muligheder for Co-Ro. En ny læskedrik, Mashup, har få kalorier og indeholder hverken kunstige sødestoffer eller konserveringsmidler, men har samtidig en populær smag.

Co-Ro vil også udvide sine eksisterende markeder. Eksempelvis har Co-Ro for nylig åbnet en ny fabrik i Kenya, som giver adgang til 300 millioner forbrugere i det voksende marked i Østafrika. Ligeledes har Co-Ro opkøbt en kinesisk virksomhed for at stå stærkere på det kinesiske marked, hvor Co-Ros læskedrik ofte sælges sammen med popcorn til de kinesiske biografgængere.

– Nøglen til fortsat succes er, at vi har de rigtige produkter og er eksponeret mod markeder, der vokser. Det er fortsat den gode smag samt viljen og evnen til at tage ud i verden, der skal bringe os frem, siger Søren Holm Jensen.

Artiklen er bragt i samarbejde med Di Business

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.893