23948sdkhjf

Primodan går ind på det gule ostemarked

Vipperød-virksomheden Primodan, der producerer osteanlæg og fyldemaskiner til mejerier, har været på indkøb hos SPX Flow i Silkeborg for at købe SPX' teknologi vedrørende gul ost.

Dermed er Primodan nu for første gang også at finde på markedet for gule oste efter hidtil primært at have koncentreret sig om hvid ost og fyldemaskiner.

Primodan-direktør Simon Servé Jensen ønsker ikke at oplyse købsprisen, men fortæller til Food Supply, at handlen gælder SPX’ data og rettigheder inden for gul ost til både halvfaste, faste og hårde oste.

SPX Flow nedlagde produktionen af sine velkendte ostebrands som CurdMaster-ostetanken, OPD-forpressen og SaniPress til slutpresning af oste for nogle år siden, men har hidtil beholdt softwaren/teknologien bag, som altså nu er afhændet sammen med brandnavnene.

- Vi har overtaget alt, hvad der handler om for eksempel procesberegning, design og fremstilling af nye anlæg. Der er ikke tale om køb af fysiske maskiner, siger Simon Servé Jensen.

Direktøren kan endnu ikke sige, hvor den nye produktion bliver placeret.

- Vi er i færd med at etablere samarbejdsaftaler med vores underleverandører, hvorfor det er for tidligt at spå om, hvor mange nye arbejdspladser der havner hos os, og hvor mange der vil tilgå vores samarbejdspartnere, siger Simon Servé Jensen.

Nye muligheder
Under alle omstændigheder skaber SPX-købet ifølge Simon Servé Jensen nogle nye, spændende muligheder, både hvad angår produktportefølje og geografiske markeder.

- På den hvide ost handler det hovedsageligt om Mellemøsten, mens vi med den gule kommer til at operere over en væsentligt bredere geografi,, nævner han.

Udstyret, som Primodan nu markedsfører på det gule marked, bruges til både halvfaste, faste og hårde ostetyper som Gouda, Emmentaler, Danbo, Havarti og Parmesan, oplyser Primodan.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078