23948sdkhjf

Slagterier får en over trynen

Dansk Landbrug & Fødevarer forventer en samlet eksportnedgang på knap 14 mia. kr. for hele året i forhold til forventningerne ved årets start.

Eksportnedgangen dækker vel at mærke hele fødevareklyngen, men der er også tal i rapporten fra Landbrug & Fødevarer om griseslagterierne alene.

"Gris er ramt af et betydeligt prisfald. Svinenoteringen stiger normalt i løbet af foråret og sommeren. I stedet er den faldet med 3,80 kr. fra 14,30 kr. i uge 11 til 10,50 kr. i uge 32. Før coronakrisen for alvor blev en realitet, var prisforventningen knap 14 kr. i gennemsnit for hele året. Når forskellen i den forventede og den realiserede svinenotering sættes i forhold til antallet af slagtninger, giver det et tab på 1,3 mia. kr. i årets første 31 uger."

Rapporten fra Landbrug & Fødevarer fortsætter om gris:

"I virkeligheden er tabet lidt større, da der som følge af krisen er slagtet lidt færre grise som følge af udbruddet af Covid-19. Hvis det antages, at det nuværende prisniveau er uændret resten af året og en forventet månedlig slagtning på 1.550.000 svin, vil det samlede tab være 3,1 mia. kr. for hele 2020 i forhold til en situation uden Covid-19."

Store tab på eksporten

Danish Crown er suverænt det største griseslagteri herhjemme, så hovedparten af eksporttabet på lidt over tre milliarder må sandsynligvis tilskrives dem. Vi kontaktede derfor Danish Crown for at høre, om slagteriet ville stille op til interview.

Vi ville gerne høre, hvor hårdt Danish Crown vil blive ramt, og hvordan slagteriet og landmændene nu vil tilpasse produktionen, og hvilken betydning Covid-19 ventes at få for regnskabet.

Pressechef Jens Hansen fra Danish Crown svarede: "Vi vil gerne afstå fra at medvirke, da det er kæmpestore spørgsmål, du stiller, som det kun er vores CEO, Jais Valeur, som kan besvare."

Jens Hansen orienterede selv i mailen:

"Spørgsmålene omkring hvordan vi har været ramt og den økonomisk påvirkning, kan vi ikke gøre op/har vi ikke overblik over pt. Vi lukker regnskabsåret 19/20 ved udgangen af september, og så kommer vi til at gøre status, når regnskabet offentliggøres i midten af november. Jeg kan dog oplyse, at vi ikke har fået hjælpepakker."

Godt polstret

Det landmandsejede Danish Crown omsatte i seneste regnskabsår for 57 milliarder og er godt polstret med en egenkapital på 7,4 mia. kr.

72 procent af omsætningen ligger i Europa, hvor det store slagteri betragter lande som Danmark, Sverige, Polen og Storbritannien som sine hjemmemarkeder. 16 procent af omsætningen ligger i Asien, mens "øvrige" markeder udgør 12 procent.

Hos Landbrug & Fødevarer bliver der peget på, at omsætningen yderligere kan få et dyk, hvis aktørerne - landmænd, slagterier og investorer - bliver forsigtige og holder igen med investeringer.

- Tabene for fødevareklyngen kan blive endnu højere, hvis ikke vi finder vejen ud af den her krise, konkluderer Frank Øland over for Food Supply Magazine.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093