23948sdkhjf

Nu kommer de danske solgryn - 15.000 testpakker foræret væk

15 måneder efter at have købt rettighederne til havregrynsbrandet Ota Solgryn hjem til Danmark, er Crispy Food Nordic i Nakskov nu klar til at begynde produktionen for alvor.

Fra december bliver Ota Solgryn igen produceret i Nakskov, oplyser direktør Christian Bring, som dermed lige akkurat overholder den tidsplan, han meldte ud i december sidste år: Da fortalte han Food Supply, at "det bliver i 2020".

Direktøren fortæller, at det har været nødvendigt at lave 15.000 testpakker for at få den nye produktion til at fungere optimalt.

De pakker har Crispy Food Nordic doneret til Fødevarebanken, som nu deler dem ud til eksempelvis varmestuer, krisecentre og morgenmadsklubber i folkeskoler - brugerne dér bliver således de første i 30 år til at smage Solgryn produceret i Danmark.

Ny pakkemaskine

Fabrikken i Nakskov har skullet køre en ny pakkemaskine ind for at håndtere produktionen, og det har altså krævet, at 15.000 pakker Ota Solgryn er blevet lavet som test af havregrynene og emballagen for at være sikker på kvaliteten.

 - Det er nødvendigt, at vi tester vores produkter grundigt, før vi sender dem ud til forbrugerne. Nogle gange kræver det mange tests, før vi er på plads. I dette tilfælde var det især emballagen og åbningen på siden, der var en udfordring, fortæller Christian Bring.

- Det ville have gjort ondt at destruere 15.000 pakker havregryn af højeste kvalitet. Nu kommer de ud og gøre gavn. Partnerskabet med Fødevarebanken betyder, at overskudsvarer fra Ota Solgryn også fremover vil blive til måltider i stedet for madspild, tilføjer han.

Crispy Food købte Ota-brandet i september sidste år af amerikanske PepsiCo, som købte The Quaker Oats Company og dermed Ota Solgryn i 2011. 

Dermed kom Ota Solgryn tilbage til Nakskov, hvor det hele begyndte. Produktet blev således i en årrække fra 1913 produceret på en Nakskov-fabrik, som efter at have heddet Avena skiftede navn til Ota i 1915. Da fabrikken nogle få år senere brændte, opførte Ota en ny fabrik ved havnen i Nakskov, det nuværende Crispy Food Nordic.

Allerede i 1930 blev Ota en del af det amerikanske The Quaker Oats Company, mens selve fabrikken i Nakskov siden 2002 har været ejet af den danske familiekoncern Koff, der ejer Crispy Food Nordic.

Ota Solgryn bliver p.t. produceret af Quaker Oats i Storbritannien, men altså kun i nogle få uger mere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066