Fynbo Foods: Vi har ikke misforstået
Den nordjyske marmeladeproducent kan ikke genkende skatteministerens påstande, men glæder sig til en åben dialog om grundlaget for de udvidede afgifter.
Den nordjyske marmeladeproducent har nemlig helt misforstået skatteministerens tanker, pointerede skatteministeren selv .
For det første bliver afgiftssatsen for marmelade ”væsentlig lavere” end de 23,75 kr. pr. kg., som gælder for chokolade i øjeblikket, sagde skatteministeren.
- Vi har hele tiden sagt, at vi ikke kender størrelsen på afgiften, så vi har bare opstillet forskellige eksempler med afgifter på 5 kroner og 10 kroner. Og så har vi regnet på, hvad det ville koste, hvis afgiften blev lige så høj som chokoladeafgiften på 23,75 kr. Nu siger skatteministeren så, at afgiften på marmelade bliver væsentligt lavere, og det er vi selvfølgelig glade for, siger Richard Fynbo, adm. direktør i Fynbo Foods, til Food Supply.
Gransker man tallene fra finansloven 2012 viser det sig, at regeringen forventer et samlet provenu af afgiftsforhøjelserne på 635 mio. kr. i 2012. Dette tal stiger så til 1.660 mio. kr. i 2013, hvor udvidelserne – herunder afgifterne på marmelade – træder i kraft.
Altså skal afgifterne generere godt 1 mia. kr. ekstra i statskassen.
- Og det beløb kan man kun nå, hvis afgiften på syltede agurker, yoghurt, marmelade og så videre i gennemsnit kommer til at ligge på 5-10 kr. pr. kg., pointerer Richard Fynbo.
Hans beregninger viser, at en afgift på 10 kr. vil få marmeladepriserne til at stige med 50 procent.
For det andet vil det ikke kunne betale sig for Fynbo Foods at flytte produktionen til udlandet for så at sælge i Danmark, pointere skatteministeren.
- Vi har sagt, at vi må holde alle muligheder åbne. Hvis vi flytter produktionen til udlandet, er det da ikke for at sælge marmelade i Danmark. Og hvis vi alligevel skal sælge i udlandet, hvorfor så ikke flytte produktionen hen, hvor frugterne er, i stedet for at producere i det land i verden, hvor det er dyrest, spørger Richard Fynbo retorisk.
Det kommer heller ikke til at ramme konkurrenceevnen hos eksempelvis Fynbo Foods, hvis afgifterne sættes op, fastslog skatteministeren.
- Vi er med på, at det rammer alle lige hårdt, hvis nabovirksomheden også skal betale afgifterne. Pointen er bare, at det vil koste arbejdspladser. For når regeringen vil hive 1 mia. kr. ekstra ind gennem afgifter, så mangler de penge hos forbrugeren. Og det er da klart, at hvis forbrugerne har 99 mia. kr. at bruge i stedet for 100 mia. kr., så vil det gå ud over efterspørgslen og produktionen. Det er ikke sikkert, det rammer marmeladeproducenterne, men det kommer til at ramme et sted, svarer Richard Fynbo.
Fynbo Foods-direktøren understreger dog, at han trods alt glæder sig over de nyeste udmeldinger fra skatteministeren, så udsigten til en tårnhøj afgift synes afværget.
- Han må gerne sige, vi har misforstået tingene, hvis bare han sørger for, der ikke kommer nogen afgifter, lyder det med et grin fra Richard Fynbo, som erklærer sig mere end parat til at indgå i en åben dialog med skatteministeren om fremtidens eventuelle afgifter.