23948sdkhjf

Foodexpo udsættes til 2022

Om tre måneder skulle Nordens største fødevaremesse have været gennemført i MCH Messecenter Herning, men messen udsættes nu til 2022. Det oplyser arrangøren bag i en pressemeddelelse.

Nordens største fødevaremesse for fagfolk udsættes i stedet til 27.-29. marts 2022.

Beslutningen sker i tæt dialog og samarbejde med messekomitéens 13 brancheforeninger og -organisationer, der repræsenterer messens udstillere og besøgende. Baggrunden for udsættelsen er den alvorlige markedssituation for branchen samt uvisheden om corona-restriktionernes omfang i marts 2021 og dermed mulige begrænsning af messens normalt høje besøgstal. 

Den nye udsættelse er den tredje på ni måneder siden den oprindelige dato i marts 2020, hvor Danmark blev lukket ned.

Branchens aktører bakker op om beslutningen i lyset af coronapandemiens udvikling de seneste uger og måneder.

- Vores branche er stadig hårdt ramt af coronasituationen, og derfor er der ingen tvivl om, at det eneste rigtige at gøre er at udskyde messen et år. I MLDK bakker vi derfor fuldt op om beslutningen, og vores medlemmer ser frem til igen at møde kunderne på Foodexpo i 2022, siger Niels Jensen, direktør for brancheforeningen MLDK - Mærkevareleverandørerne

Også brancheforeningen Horesta bakker op om udsættelsen:

- Det er uden tvivl den rigtige beslutning at udsætte messen. Selvom vaccinerne rulles ud fra januar, ser vi ind i et år, hvor usikkerheden stadig vil dominere, og planlægningen af en messe af denne størrelse tager lang tid. Som branche har vi mere end nogensinde før brug for at mødes. Vi kommer stærkt tilbage i 2022, fortæller Nadeem Wasi, medlemschef hos Horesta.

Han suppleres af Steffen Hansen, sekretariatsleder i Brancheforeningen for Storkøkkenudstyr (BFS) og Brancheforeningen for Kaffe- & Convenienceløsninger (BKC):

- I BFS og BKC støtter vi op om beslutningen om at udsætte Foodexpo til 2022. Det er rettidig omhu at træffe beslutningen nu, også af hensyn til den samlede messeoplevelse for både vores medlemmer og de besøgende. Vores medlemmer har stadig brug for mere tid til at komme ud af coronakrisen og få gang i deres forretninger igen, så vi mener, beslutningen er til gavn for alle, siger han.

Opbakningen og tålmodigheden værdsættes hos ledelsen i MCH:

- I tæt og godt samarbejde med en samlet branche udsættes messen igen i respekt for coronasituationen i Danmark. Med til beslutningen hører et medansvar for udstillernes lange forberedelsestid og investering i messen, siger adm. direktør i MCH A/S Georg Sørensen.

Den seneste messe i 2018 blev besøgt af over 26.000 fagfolk fra ind- og udland.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096