23948sdkhjf

Dagrofa-salg kan udløse åben kamp

Hvis Norgesgruppens opkøb af Dagrofa som ventet bliver en realitet, vil det give købmændene i SuperBest og Spar ny ammunition i kampen mod discountkæderne.
Det længe varslede salg af Dagrofa til Norgesgruppen rykkede onsdag et skridt nærmere, da parterne indledte ”nærmere drøftelser” omkring en overtagelse.

Bliver købet en realitet, vil det i sidste ende give købmændene i SuperBest og SPAR ny styrke i kampen mod de hastigt voksende discountkæder. Købmændenes andel af markedet er skrumpet fra en tredjedel til en fjerdedel af markedet i løbet af de sidste 10 år.

- Købmændenes chance for at vinde markedsandele vil øges betydeligt med Norgesgruppen. Nordmændene kommer med så meget ekstra styrke, både finansielt, men også konceptuelt, at det kan være med til at løfte den frie sektors kæder og skabe vinderkultur blandt købmændene, siger Henning Bahr, indehaver og adm. direktør for analysefirmaet Retail Institute Scandinavia, til Børsen.

Norgesgruppens køb af Dagrofa kom onsdag officielt et skridt nærmere, da Dagrofa i en kortfattet pressemeddelelse bekræftede kontakten mellem de to parter.

- Dagrofas ejere indleder nærmere drøftelser med NorgesGruppen. Hvis drøftelserne fører til ændringer i ejerkredsen, vil det blive meldt ud, når beslutningen er truffet. Af hensyn til processen ønsker bestyrelsen og aktionærerne ikke at kommentere yderligere, lød det i meddelelsen, der havde Dagrofas bestyrelsesformand Anders Colding Friis som afsender.

Kort fortalt: Salget af Dagrofa
• Dagrofa ejes af Skandinavisk Holding (55 procent) og købmændenes finansieringsinstitut, KFI (45 procent).
• Det var angiveligt uenighed om den fremtidige strategi for Dagrofa, der fik ejerne til offentligt at søge en udenlandsk partner i september 2011.
• Allerede sidst i september udtrykte Norgesgruppen, som siden 2008 haft et joint-venture med Dagrofa om at opbygge discountkæden Kiwi Minipris, interesse i at overtage Dagrofa.
• Ifølge Børsen brød forhandlingerne sammen i december sidste år.
• Interessen fra Norgesgruppen blev dog genoptaget og bekræftet i januar, hvor både Tesco og Reitangruppen angiveligt blev udelukket som nye ejere.

Kort fortalt: Dagrofa, Spar og SuperBest
• Dagrofa Detail ejer cirka 50 SuperBest-butikker over hele landet. Butikkerne hed tidligere Dreisler Storkøb, ISO, Fog og KC-Storkøb.
• Dagrofa Detail ejer 50 procent af KIWI Danmark, som har over 70 butikker i Danmark.
• Dagrofa ejer 50 procent af de cirka 500 butikker i SPAR Danmark.

Kort fortalt: Norgesgruppen
• Norgesgruppen – der blev grundlagt i 1994 – er Norges største dagligvarekoncern med en andel af det norske dagligvaremarked på knap 40 procent.
• Omsætningen var i 2010 på godt 53 mia. kr.
• Norgesgruppen beskæftiger over 11.000 ansatte.
• I Norge driver koncernen både engros- og detailhandelsvirksomhed.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078