23948sdkhjf

Scandlines' cateringselskab sejler i smult vande trods coronahavsnød

Det ligger snublende nært at sammenligne sidste års coronakrise med et verdensberømt isbjerg, som et historisk skib kolliderede med. Men dels bør der være grænser for antallet af maritime metaforer i samme artikel, og dels er det slet ikke gået så galt for Scandlines Catering, som det kunne være, så en sådan sammenligning ville have været upassende.

Cateringselskabet for de færger, der sejler på ruten Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock, fik nemlig søsat en så effektiv krisehåndtering, at overskuddet efter skat voksede til mere end det dobbelte af, hvad det var i 2019.

"Vi var i stand til at undgå massefyringer, da vi indførte streng omkostningskontrol og gjorde brug af lønkompensationsordningerne tilgængelige i Tyskland og Danmark i 2020," oplyser ledelsen i årsrapporten.

Alligevel måtte man tage afsked med 83 medarbejdere i løbet af året.

Styrtdyk i omsætningen

På næsten alle indtjeningsparametre lykkedes det Scandlines Catering at komme bedre igennem det stormomsuste coronaår 2020 end de foregående år, men omsætningsnedgangen viser, at det ikke har været ubesværet at komme dertil.

Omsætningen faldt med 61 pct. til 159 mio. kr. 

"Covid-19 påvirkede alle aspekter af vores forretning i 2020. Bil- og passagertrafikken blev påvirket abrupt og dramatisk af rejserestriktioner, karantænetiltag og grænselukninger, som politikere politikere i Tyskland og Danmark indførte fra marts måned for at begrænse spredningen af covid-19," står der i ledelsesberetningen til regnskabet.

Andet kvartal ramte særligt hårdt, hvorimod sommer og efterår bød på flere rejsende i fritidssegmentet. Fornyede restriktioner i løbet af efteråret i både Danmark, Sverige og Tyskland betød imidlertid et nyt fald i kundestrømmen.

Af samme årsager er det ikke muligt for cateringselskabet endnu at udtale sig om forventningerne til 2021. Ledelsen kalder dog regnskabet for 2020 for "tilfredsstillende".

Scandlines Catering ApS
Mio. kr. 2020 2019
Nettoomsætning 159 411,4
Resultat af primær drift 98 110,2
Resultat før skat 13,0 8,9
Årets resultat 15,0 7
Balancesum 239,4 217,6
Egenkapital 31,0 16
Antal ansatte 249 332
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094