The Coffee Collective henter særpris ved dansk prisuddeling
Det blev ejerleder Peter Dupont fra The Coffee Collective, der vandt over de øvrige seks regionale temaprisvindere og modtog Temaprisen ved landskåringen af Årets Ejerleder 2021.
Temaprisen gives for at udvise et stærkt fokus på årets tema, bæredygtighed, og derigennem bidrage til en mere bæredygtig fremtid både miljømæssigt, socialt og ledelsesmæssigt.
The Coffee Collective var oppe imod:
- Marck André Højbjerg Matthiasen, Dantoy A/S
- Joakim Lassen fra Montana Furniture
- Frank Hjortekær-Jensen fra Dania Connect
- Ulrich Mosegaard fra Borch Textile Group
- Poul Jørgensen & Rasmus Haubjerg Jørgensen fra Hv-Transport
- Carsten Kjær fra Ribehøj
Kilde: PWC
Det oplyser PWC i en pressemeddelelse.
Peter Dupont står bag The Coffee Collective, der både har risteri og kaffebarer, og som siden sin opstart har indgået en lang række samarbejder med andre aktører - også udenfor kaffebranchen. Peter har således opbygget et stærkt community rundt om sin forretning, ikke bare i Danmark, men på tværs af lande.
- Temaprisen 2021 går velfortjent til Peter, der har skabt en virksomhed med et stærkt community. Virksomheden er desuden en frontløber i branchen, når det kommer til fokus på og arbejdet med bæredygtighed, siger Ulrik Ræbild, partner i PwC.
I 2019 blev The Coffee Collective B ‘Corp-certificeret’, hvilket understreger virksomhedens arbejde inden for bæredygtighed og social ansvarlighed. Derudover har Peter et mål om, at The Coffee Collective skal være klimaneutral allerede fra næste år.
- Peter har gjort det så transparent, at forbrugeren kan se den nøjagtige pris for hver kaffepose hele vejen til landmanden i selskabets bæredygtighedsrapport. På hver kaffepose kan man desuden se, den såkaldte kvalitetsbonus, som er det beløb, The Coffee Collective har betalt over markedsprisen til landmanden. Det fortjener anerkendelse, siger Ulrik Ræbild.
Fokus på økonomisk lighed
Peter Dupont er lykkes med deres formål om at skabe mere økonomisk lighed for alle i forsyningskæden fra kaffebonde til slutforbruger. Sidste år betalte virksomheden 4,5 mio. kr. til lokale kaffeproducenter i nogle af verdens fattigste lande som en del af deres kamp mod global ulighed.
- Peter Dupont er drevet af at skabe de bedste kundeoplevelser, indenfor sin branche, og samtidig generere en merværdi overfor såvel kunder som producenter. Med prisen anerkender vi Peter Dupont for at være med til at løse sociale og miljømæssige problemstillinger. Dette under visionen: “om ikke bare at være bedst i verden, men være bedst for verden, siger Henrik Rasmussen, bankdirektør i Nykredit.
The Coffee Collective blev stiftet tilbage i 2007 med det formål at skabe positive forandringer for kaffebønder, leverandører og forbrugere. Det er blevet en naturlig del af forretningen at gøre en forskel. Virksomheden skriver på hver pose kaffe, hvem der har produceret den, og hvor høj kvalitetsbonus der er betalt til kaffebonden.
- Historien bag årets ejerleder er fængende, og ejerlederen har et mod uden lige, og han går ikke på kompromis med sine principper. Ejerlederen er på en mission for at gøre en forskel, og han giver ikke op, siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, og ønsker tillykke med prisen.
Fakta om Årets Ejerleder 2021
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som afholdes for 18. gang. Årets tema er bæredygtighed.
Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC, Årets Ejerleder 2019 og to erhvervsprofiler.
Kilde: PWC