23948sdkhjf

Økomælken fejrer sølvbryllup

Mælkehistorie: I dag er det 25 år siden, den første økologiske mælk løb ud af mejerihanerne i Danmark.
Ca. hver tredje liter mælk i danskernes indkøbskurv er i dag økologisk, og økologiske mælkeprodukter trækker den økologiske eksport som den suverænt største varegruppe.

Dansk Naturmælk var det første mejeri, der 31. januar 1988 åbnede for de økologiske mælkehaner på mejeriet Søholm ved Haderslev.

Modige mælkeproducenter
Kort efter fulgte adskillige danske mejerier med Arla og Thise i spidsen, til glæde for dyrevelfærd, miljø og danskernes valgmuligheder i supermarkedet.

- Takket været pionérånden hos nogle få modige mælkeproducenter og deres mejerier samt danskernes efterspørgsel på den økologiske mælk, har Danmark i dag det højeste økomælkesalg i verden. Mange økologiske køer har græsset på økologiske marker uden sprøjtegift i de 25 år til gavn og glæde for køernes velfærd og vores fælles natur, miljø og grundvand, siger Ole Sørensen, der er formand for Mælkeudvalget i Økologisk Landsforening.

Dansk Naturmælk blev siden til mejeriet Naturmælk, som vi kender i dag.

Køer på græs
Da den første økologiske mælk blev tappet var det normen, at danske malkekøer gik på græs om sommeren. Sådan er det ikke mere – medmindre man er økologisk ko.

I 1988 blev der produceret ca. 4 mio. liter mælk af Naturmælks 22 landmænd. I dag indvejer danske mejerier knap 500 mio. liter økomælk om året og i alt er der indvejet over seks milliarder liter økomælk siden det hele begyndte for 25 år siden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.115