23948sdkhjf

Geranium og Noma beholder deres tre michelinstjerner

De danske restauranter Geranium og Noma beholder de tre michelinstjerner, som de modtog i 2022.

Det står klart efter uddelingen af michelinstjerner mandag aften.

Geranium og Noma ligger begge i København.

Det er de eneste restauranter i Danmark, der kan bryste sig af at have tre michelinstjerner. Tre stjerner i Michelinguiden indikerer, at en restaurant er "værd at rejse efter".

Geranium og Noma er ikke kun kendt som nogle af Nordens bedste restauranter. De er begge tidligere blevet kåret som de bedste i verden.

Sidste sommer blev Geranium kåret som verdens bedste restaurant, da den københavnske restaurant indtog pladsen som nummer et på The World's 50 Best Restaurants liste.

Året forinden var Geranium nummer to på listen, mens Noma indtog førstepladsen på listen over verdens bedste restauranter.

Der har Noma ligget flere gange.

Efter mandag aftens uddeling af de eftertragtede stjerner er der i alt fire trestjernede restauranter i hele Norden.

Madanmelderne fra Michelinguiden kaldes "inspektører" og optræder anonymt, når de er ude at spise.

De har brugt det seneste år på at rejse rundt til restauranter i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island for at udpege de bedste af de bedste i de fem landes gastronomiske verden.

Michelinguiden uddeler både én, to og tre stjerner til restauranterne.

En gennemgang af årets modtagere viser, at tre danske restauranter, der sidste år modtog en michelinstjerne, ikke har fået én i år.

Det drejer sig om Kiin Kiin og Kokkeriet, der begge ligger i København, samt Memu i Vejle. Restaurant Memu er lukket. Til gengæld har ejerne åbnet en ny restaurant - Grand Royal - i samme lokaler, og Grand Royal blev mandag aften hædret med sin første michelinstjerne.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078