23948sdkhjf

Hemmelig investor har skudt millioner i mikrobryggeri

Bryggeriet Åben er på vej med flere barer, efter at stifter Philip Hulgaard har fået en investor ind som medejer.

Det skriver JydskeVestkysten.

Philip Hulgaard ønsker ikke at sætte navn på den nye makker, men oplyser, at vedkommendes køb af 15 procent af virksomheden er baseret på en værdiansættelse af Åben på 60-70 millioner kroner. Dermed er der tilsyneladende kommet cirka 10 millioner kroner i kassen.

 Det fremgår endnu ikke af cvr-registeret, hvem den nye medejer er.

- Heldigvis er vores nye investor en person, der har fulgt os fra starten, og som jeg kender professionelt. Derfor var jeg også helt rolig, da vedkommende og jeg talte om mulighederne for et medejerskab. Vi er landet et godt sted, hvor vi både sikrer Åben noget mere likviditet, men hvor der stadig er plads til at drømme og være eksperimenterende som ølmærke. Investoren er gået ind i det her med hjertet og ikke kun pengepungen, fortæller Philip Hulgaard til JydskeVestkysten.

Han stiftede mikrobryggeriet i Kolding, men har nu hovedkvarter i København, hvor Åbens nye bryghus kan brygge omkring 1,2 millioner liter om året. Virksomheden har også en bar i Aarhus og en i Roskilde.

Med de nye investorpenge i ryggen gør Philip Hulgaard nu klar til at åbne to nye barer, først i København og derefter i Aarhus, oplyser han til mediet.

Han fortæller også, at Åben siden etableringen i 2017 er vokset til at have 70 medarbejdere - og nu bliver der altså snart brug for endnu flere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078