Restaurantkæde fik halveret bundlinjen i 2022
Kan man være tilfreds med en halvering af bundlinjen og driftsresultatet? Svaret er ja, hvis man læser 2022-regnskabet fra Copenhagen Concepts, som ejer restaurantkæden Mash.
For selv om bundlinjen endte på 4,8 millioner kroner i 2022 mod 9,3 millioner året før, og driftsresultatet reduceredes til 7,5 millioner mod 14,1 millioner i 2021, er tallene ”Tilfredsstillende under de givne markedsbetingelser.” Det skriver restaurantkoncernens ledelse anført af administrerende direktør Jesper Boelskifte i beretningen for regnskabsåret 2022.
Også selv om ledelsen videre i beretningen meddeler, at ”Resultatet endte lavere end ventet, idet der i beretningen for 2021 var udmeldt et interval på 10-12,5 mio. kr. Afvigelsen skyldes blandt andet markant stigende energiomkostninger igennem hele 2022.”
På den positive side kan Copenhagen Concepts konstatere, at egenkapitalen efter nogle år med underskud på tocifrede millionbeløb var minus 5,1 millioner kroner ved udgangen af regnskabsåret i december. I 2021 var egenkapitalen minus 9,9 millioner, mens tallet var minus 19,2 millioner i 2020 og minus 22,9 millioner året før.
Et udbytte for 2022 er ikke afsat, mens resultatet før skat for regnskabsåret 2023 forventes at blive på 7-9 millioner kroner.
Ud over otte Mash-restauranter i Danmark og to i Tyskland driver Copenhagen Concepts også Sommelier Bistro i Københavns Lufthavn.