Kylling & Co udvider igen
Efter at have åbnet den første butik i Holstebro i 2009 gør fastfoodkæden Kylling & Co nu klar til at slå dørene op på sin danske 14. lokation.
Nyeste skud på stammen skal ligge i Struer, oplyser en af de tre bagmænd, Claus Jensen, til Dagbladet Holstebro-Struer.
Kæden har fundet lokalerne og leder nu efter en franchisetager, der kan åbne forretningen i begyndelsen af næste år.
- Vi har fået mange henvendelser og har også haft samtaler med de første. Men det er for tidligt at melde noget ud. Vi er kun i starten af processen og er slet ikke nået så langt, at vi kan sætte navn på den person, der vil køre butikken for os i Struer, siger Claus Jensen til dagbladet.
Ud over de snart 14 Kylling & Co-butikker i Midt- og Vestjylland består kæden af en butik i Nuuk i Grønland og to K&C Sandwich-butikker i henholdsvis Aarhus og Herning. De to sidstnævnte er ifølge Claus Jensen testbutikker, hvor ejerne afprøver et nyt koncept med et lidt andet udvalg.