250 millioner måltider reddet fra skraldespanden
En kvart milliard måltider er havnet i forbrugernes maver rundt om i verden i stedet for at være gået til spilde som skrald.
Det oplyser Too Good To Go i en pressemeddelelse, hvor virksomheden også fortæller, at de mange ikke kasserede måltider svarer til 625.000 ton CO2e. Det kan sammenlignes med 125.000 jordomrejser med fly.
I Danmark har Too Good To Go i løbet af det seneste år ”reddet” 3,4 millioner måltider fra at ende i skraldespanden i samarbejde med partnere som COOP, Netto, Føtex, Lidl, Lagkagehuset, Bodenhoff og Q8.
Mange muligheder
Too Good To Go har bekæmpet madspild siden lanceringen i 2016 og ”reddede” 100 millioner portioner hakkedrenge med sovs og kartofler, pizzaer og andre måltider frem til 2021. Halvandet år senere rundede man 200 millioner måltider og seks måneder senere – nu – kom yderligere 50 millioner til.
- Milepælen med 250 millioner måltider viser, at vi er på den rigtige vej, og at vi har mange muligheder for at hjælpe vores planet, siger Mette Lykke, direktør for Too Good To Go.
Hun tilskriver den fortsatte vækst til parløb med globale mærker som Carrefour, Aldi, Starbucks, SPAR, Morrisons, Costa, Casino Group, M&B og PAUL Group såvel som borgere og små forretningsdrivende, der engagerer sig i kampen mod madspild.
Ifølge Too Good To Go havner 40 procent af alle fødevarer hvert år i skraldespanden, hvilket påvirker miljøet, da madspild er ansvarlig for 10 procent af alle menneskeskabte drivhusgasemissioner på verdensplan.