Farvel til legendarisk butikskæde: Sidste salgsdag bliver midt i april
Den sidste Irma-butik lukker midt i april næste år. Måske. For selv om planen for Coops afvikling af Irma-kæden dikterer, at det skal være helt slut i uge 15 næste år, skal man aldrig sige aldrig. Det oplyser Irmas konstituerede direktør, Martin Brinch Jöhncke til Finans.
Muligheden for kunstigt åndedræt til den dødsdømte butikskæde skyldes, at forarbejdet til en ny Coop-kæde er større end forventet og kan kræve ekstra tid. Den nye kæde skal samle Kvickly, Superbrugsen og Irma under navnet Coop. Under det navn åbner to testbutikker i en nuværende Superbrugsen i Hinnerup og en Irma på Frederiksberg.
Thomas Nielsen, tidligere direktør for Coops 365discount-kæde og Løvbjerg-boss siden 1. september, fortalte i mandags Børsen, at lukningen af Irma som et minimum vil koste 270 millioner kroner.
Man kan fortsat handle i otte Irma-butikker.